Handel internt i DK
Starten på 2008 har for det danske markeds vedkommende været total stille. Sælgerne er yderst tilbageholdende med at tilbyde varer grundet de kraftige stigninger vi har set på diverse børser her i starten af det nye år. Omvendt må man sige at køberne holder sig lige så tilbageholdende, så det fysiske marked er uden aktivitet.
Generelt nyt om EU-korn
Efter at Matif og Chicago børserne faldt lidt tilbage i dagene imellem jul og nytår, er specielt Chicago børsen startet 2008 som lyn og torden, og den franske Matif-børs er i et vist omfang fulgt med op. Det fysiske marked er slet ikke rigtig kommet i gang endnu. Det er tydeligt, at mange markedsdeltagere fortsat er på ferie rundt omkring.
Der er flere forskellige årsager til at børserne reagerer så voldsomt, som vi har set indtil videre her i uge 1. Pakistan har bedt om tilbud på 610.000 tons hvede, Rusland har nu, langt om længe, bekræftet at de vil indføre en eksportafgift på 40% (min. € 105,00 per ton) pr. den 28. januar. Dette vil effektivt sætte en stopper for deres eksport. Der er lidt forvirring omkring situationen i Argentina. Der er ikke kommet nogen officiel udmelding om deres stop for nye eksportsalg, som var gældende indtil 20. december, og derfor vurderer flere, at der er lukket for eksport ud af Argentina. Andre siger derimod, at man godt kan eksportere, men at der ikke findes nogen sælgere på grund af det meget varme og tørre vejr, som de har i øjeblikket. Argentina er midt i deres høst af hvede, og den sidste melding vi har hørt er at de har høstet ca. 70%. Australierne har meddelt, at de kun vil sælge hvede til deres traditionelle kunder, og dette er der vel ikke noget overraskende i, men det får jo folk til at tænke over hvor hveden skal komme fra frem til den nye høst.
Amerikanerne er ligeledes ved at løbe tør for ammunition, hvilket kun efterlader os med Kasakhstan og EU, som de eneste der kan eksportere mængder der er værd at nævne. Der er stadig ingen tegn på, at der er begyndt at komme mere gang i eksporten af hvede ud af EU, og med de prisforskelle vi ser på verdensmarkedet, ja så skal verdensmarkedet stige noget endnu, inden EU kommer på banen. EU hvede er ca. US$ 35,00 per ton dyrere end hvede fra Kasakhstan og USA. Det kan ikke udelukkes, at verdensmarkedet kan stige yderligere, idet mange kornimporterende lande langtfra er dækket. Så vi forventer, at der vil komme mere gang i eksporten af hvede fra EU i løbet af de næste måneder. Vi skal dog ikke forvente, at priserne indenfor EU skal stige ind i himlen. Det interne EU marked er nemlig stadig pænt forsynet med hvede. Dertil kommer, at det fortsat er muligt, at importere billige kornsubstitutter såsom sorghum fra og med april.
Verdensmarkedet generelt
Den irakiske handelsminister har meddelt, at de skal importere 4,5 mio. tons hvede i 2008 imod 2,5 mio. tons i 2007. Kina har indført en afgift på 20% på deres eksport af hvede og 25% på eksporten af hvedemel. Dette på grund af en kraftig tørke samt for at dæmpe de interne priser. Indien har officielt meddelt, at de ikke skal købe mere hvede i indeværende høstår, og at de har tilstrækkeligt med hvede på lager. Hvordan Indien lige pludselig kan have hvede nok melder historien intet om. De har ikke købt noget af betydning ved deres tidligere tendere. Men sådan er der så meget. Et spændende år står foran os, og vi kan garantere, at det ikke bliver nemt at forudse den videre prisudvikling. Spænd sikkerhedsselen til endnu en tur i rutschebanen.