DLG vil også i 2012 prioritere højt at opnå de budgetterede
resultatmål. Disse mål tager udgangspunkt i koncernens ønske om at
fortsætte arbejdet med at opfylde den strategi for DLG, som blev
lagt primo 2010. Det er planen at gennemføre et nyt strategiarbejde
i 2. halvår af 2012.
Der vil i 2012 over alt i koncernen være fokus på at
effektivisere driften og samtidig arbejde innovativt med produkter
og markeder. Risikostyring er fortsat et omfattende
fokusområde.
I Danmark vil vi inden for grovvareaktiviteterne søge at
fastholde den positive udvikling i selskabets markedsposition.
Mulighederne for organisk vækst er størst i Tyskland og Sverige -
og i begge lande vil disse søges udnyttet på et lønsomt grundlag. I
Tyskland ventes således en fortsat positiv udvikling i Roth
Agrarhandel i de sydøstlige delstater, ligesom HaBeMa i 2012 vil
tage et nyt større logistikcenter i brug i Pirna i Sachsen.
Indtjeningen i de polske aktiviteter er vendt til plus i 2011 - og
forventningen er, at der i 2012 er basis for yderligere
fremgang.
På Service & Energi-aktiviteterne ventes der fortsat gode
vækstmuligheder i både aktivitetsomfang og i indtjeningsmuligheder
i Danmark, Sverige og Tyskland. I Tyskland søges mulighederne
realiseret både via delejerskabet i Team og via HaGe.
DLG Food vil i 2012 primært have fokus på at igangsætte og
optimere de investeringer, der er gennemført i de seneste par år -
bl.a. i DLG Food Oil og DLG Food Grain. Herudover kan der opstå
enkelte yderligere muligheder for at styrke virksomhedsgruppen. Der
er en opgave i at undgå forringelser i rammebetingelserne i Danmark
- specielt omkring nye afgiftstiltag, der vil svække de danske
producenters konkurrenceevne. Det gælder også i relation til GASA
Group-aktiviteterne.
DLG's vitamin- og mineralfodergruppe (Vitfoss/Deutsche
Vilomix-gruppen) vil søge at fastholde sin relativt stærke
markedsposition på sine hjemmemarkeder i Danmark og Tyskland.
Derudover vil vi prioritere arbejdet med at realisere de mange
synergimuligheder med gruppens nye franske virksomhed Calcialiment.
Endvidere vil der ske en yderligere bearbejdning af
markedsmulighederne i en række østeuropæiske lande og i
Rusland.
I Kongskilde er hovedopgaven i 2012 at optimere salg,
produktivitet, administration og indkøb m.v. i forhold til det
relativt store nye "medlem" af koncernen, JF i Sønderborg. Starten
på det synergiarbejde i 2011 tegner klart positivt. Sammen med en
forventet fortsat positiv markedsudvikling for Kongskildes
hovedprodukter og gennemførelse af en række
effektiviseringsinvesteringer på fabrikkerne især i Sverige, Polen
og USA giver det baggrund for, at der på dette forretningsområde
budgetteres med en pæn yderligere resultatfremgang i 2012.
DLG er som helhed relativt stærkt afhængig af internationale
markedsforhold samt klimatisk betingede variationer i høstudbytter
og kvaliteter. Koncernens bredde både geografisk og
aktivitetsmæssigt mindsker alt andet lige de samlede udsving.
Herudover søger DLG via en række risikostyringsinstrumenter at
mindske de samlede udsving som følge af ovennævnte forhold.
Det samlede resultatbudget for DLG i 2012 ligger på et niveau,
der er omkring eller lidt højere end budgetterne for 2011 og
2010.
Der arbejdes endvidere på at opnå en fornuftig konsolidering
også i 2012 - ligesom det fortsat er et mål at opnå et
koncernresultat, der kan føre til en tilfredsstillende
overskudsdeklarering til selskabets ejere.