DLG / Kongskilde køber dansk maskinfabrik
Af: Kommunikation
Dato: 26-09-2011
DLG køber via Kongskilde Industries aktiverne i det danske
JF-Stoll. Overtagelsen sker med virkning fra d.d. kl. 16. JF-Stoll
har gennem de sidste par år haft den økonomiske krise ret tæt på
kroppen, og det er i den forbindelse, at DLG-koncernen nu kommer
ind i billedet.
- Vi har valgt at gå ind og overtage aktiverne i
JF-Stoll - og det hænger ganske fornuftigt sammen med de
aktiviteter, vi allerede har i Kongskilde. Selskabet stod i en
situation, hvor der var behov for en hurtig afklaring med henblik
på at sikre den fremadrettede drift. Købet er en rigtig interessant
mulighed, som vil styrke Kongskildes position på
landbrugsmaskinmarkedet yderligere, siger Asbjørn Børsting,
koncernchef i DLG og formand for Kongskilde Industries.
JF-Stoll, der er ejet af J. Freudendahl A/S, har de sidste år
haft en årsomsætning på omkring 300 mio. kr. Bag det står 230
medarbejdere, hvoraf hovedparten er beskæftiget på de to
produktionsenheder i Sønderborg.
- JF har i år rundet de 60 år, og det er et selskab med stærke
traditioner og et meget stærkt og innovativt brand inden for
græsmaskiner og fuldfodervogne. Det program giver et særdeles godt
match med Kongskildes produktprogram. Der er ikke overlap, så det
er et løft for Kongskilde at blive full-line på markredskaber,
siger Asbjørn Børsting, der ser en del synergier med det nye
setup.
- Det er naturligt, at der i to virksomheder som JF og Kongskilde
er produktionsprocesser, der minder særdeles meget om hinanden, og
der er mulighed for at optimere på bl.a. produktionsflow og
laserudstyr. Det gælder også indkøb samt de klassiske områder som
salg og marketing samt it, tilføjer Asbjørn Børsting.
Fakta om JF-Stoll
- Årsomsætning ca. 300 mio. kr.
- 230 medarbejdere, størstedelen i Sønderborg.
- Virksomheden blev grundlagt i 1951.
- JF-Stoll producerer og markedsfører fuldfodervogne og
græsmaskiner som slåmaskiner, snittere, river og vendere.
- Selskabet er markedsleder på fuldfodervogne i Norden og har en
stærk position på fuldfodervogne på øvrige europæiske
markeder.
- Inden for græsmaskiner er JF-Stoll blandt top tre i Norden. På
det europæiske marked vejer specielt Tyskland, England, Irland og
Frankrig tungt, men også de tidligere østeuropæiske lande samt
oversøiske markeder har et stort potentiale.