DLG køber sig ind i udviklingsselskabet Webstech ApS, der er én
af virksomhederne i Agro Business Park i Foulum. Virksomheden har
udviklet nye trådløse sensorer, der kan anvendes inden for landbrug
og fødevare
- Der er ingen tvivl om, at sensorprodukterne fra Webstech er
fremtidsrettede, og vi synes, det er en spændende virksomhed, der
tilfører DLG-koncernen ny viden og værdi, siger adm. direktør,
Asbjørn Børsting, DLG.
Også Webstech ser nye muligheder med det nye setup, der blev
indledt ved årets start.
- Som en udviklingsorienteret iværksættervirksomhed er det en
stor opgave at opbygge et internationalt forhandlernet. Ved at
indgå en aftale med DLG/Kongskilde får vi en stor og stærk
samarbejdspartner med et internationalt forhandlernet og stor viden
om markedet, hvilket skaber nogle fantastiske muligheder for
Webstech, siger adm. direktør Ole Green, Webstech.
DLG går nu ind i Webstech med en ejerandel på 15 pct.. De øvrige
ejere er Agro Business Innovation, Østjysk Innovation samt Ole
Green, opfinder og forsker ved Aarhus Universitet. Webstech blev
etableret for to år siden og har fire medarbejdere, der er meget
forskningsorienterede og således også har sat selskabet på
landkortet i relation til erhvervsrettet forskning. Én af
virksomhedens mange aktiviteter er bl.a. et igangværende
GUDP-finansieret projekt, som køres i samarbejde med Aarhus
Universitet og DLG.
- DLG og Kongskilde forhandler produkterne fra Webstech, og det
passer meget godt ind i koncernens strategi om at være mere
innovative på såvel det danske som internationale markeder. I den
forbindelse har vi eneforhandlingen af sensorerne på de markeder,
hvor vi i forvejen er godt repræsenteret, nemlig Danmark, Tyskland,
Polen, Frankrig, England og Sydafrika, siger Asbjørn Børsting. Han
er overbevist om, at sensorteknologien bliver et essentielt værktøj
for mange landmænd, når korn og andre afgrøder skal styres optimalt
i laden.
Det nye samarbejde kaster nyt lys over de mere innovative
forsknings- og udviklingsaktiviteter i DLG, og det er ikke helt
tilfældigt.
- Vi har en vision om at være en innovativ koncern, og det er vi
på flere områder, men vi skal endnu længere for at sikre landbrugs-
og fødevareerhvervet værktøjer og viden. På den måde kan de udnytte
ressourcerne endnu bedre, siger koncerndirektøren, der også ser
synergier på tværs af koncernen.
Om Webstech
Webstech var én af vinderne i Agro Business Park årlige
innovationskonkurrence i 2009, hvor Ole Green deltog i konkurrencen
med en blot tre siders forretningsplan. Selskabet blev stiftet
efter prisoverrækkelsen på Agromek i 2009 som en spin-off
virksomhed baseret på patenteret forskning fra Aarhus Universitet.
Virksomheden har på blot to år ved hjælp af Agro Business Parks
netværk, sparring m.m. således formået at udvikle en række
innovative, varemærkebeskyttede produkter.
De trådløse sensorer, Sensseed® og Senssilage®, som Webstech
arbejder med til bl.a. korn og ensilage, bidrager til kontinuerlig
overvågning, hvorved det er muligt at styre temperatur og fugtighed
langt mere præcist og ensartet end med hidtidige metoder. Samtidig
sikrer sensorerne mulighed for, at man ikke overtørrer og dermed
bruger unødig energi.