DanConsume A/S

På fabrikken i Asaa producerer DanConsume årligt omkring 22.000 ton færdigvarer. Hovedprodukterne er gule flækærter og blended food. Målgrupperne er nødhjælpsorganisationer, den europæiske fødevareindustri samt fødevarevirksomheder i for eksempel Kenya og Venezuela.

DanConsume (tidligere DanÆrt) er opført i 1995 og producerede indtil 2001 primært gule flækærter til nødhjælpsmarkedet. I 2001 indviede DanConsume et anlæg til at producere blended food. Det er et forarbejdet produkt af mel og ærter tilsat næringsstoffer. Et af disse er PeaTex, der er meget proteinrigt og derfor velegnet som proteinkilde i blandt andet kødvarer.

DanConsume A/S er et 100 pct. ejet datterselskab i DLG Food.