Kontakt os
Det koster penge og ressourcer, hvis foderblandingen ikke bevarer sin optimale pillestruktur.
Om DLG / Presse / Nyheder
19. januar 2016

Gode aflæsningsforhold giver bedre foderkvalitet

Et kort rørsystem, ditto blæseafstand og stor bukkeradius på rørene er nogle af de ting, der kan være med til at sikre, at foderblandingen bevarer sin struktur på rejsen fra tankvogn til silo.
 
Det koster penge og ressourcer, hvis foderblandingen ikke bevarer sin optimale pillestruktur, når det lander hos dyrene. Der er adskillige argumenter for at give aflæsningsforholdene et tjek.

Gode erfaringer

Svineproducent Jens Peter Lunden på Asdal Hovedgaard ved Hirtshals har gode erfaringer med at optimere aflæsningsforholdene, så det fungerer optimalt for DLG’s chauffører.

”Vi ser helt klart selv fordele i, at der er kort fra bil til silo; dels har chaufføren mulighed for at se, hvad han laver, dels skal pillerne ikke transporteres så langt gennem slanger,” siger Jens Peter Lunden, der har 920 søer og producerer 28.000 slagtesvin årligt. 

Han er også glad for at have skiftet til 5” rør: ”Vi har samtidig opnået en bedre pillekvalitet ved at skifte fra 4” til 5” rør. Det hænger godt sammen med de lavtrykspumper, der er på bilerne i dag.”

I DLG er ambitionerne tilsvarende – transporten, herunder aflæsningerne, skal være professionelle, så den gode pillekvalitet når helt frem til husdyrene.

”Fra vores side vil vi gerne bidrage til, at kunderne oplever en fuldt tilfredsstillende aflæsning hjemme på bedriften. Det sikrer vi bedst, hvis kunderne og vi er åbne om, hvad der skal til. Det er vores erfaring, siger DLG’s transportchef Lars Toft,” der har været med til at lave en lille pjece, som er delt ud til kunderne.

Tips til bedre aflæsningsforhold

Det behøver ikke være svært at lave velfungerende aflæsningsforhold. Her er fem gode råd. 

• Kort afstand fra bil til silo

• Så kort rørsystem som muligt

• Fast og drænet underlag

• Rør: uden lapper og skarpe sving

• Gerne 5” rør

Læs mere i vores folder om aflæsningsforhold