Kontakt os
DLG ansætter ny kommunikationschef
Om DLG / Presse / Nyheder
6. august 2019

DLG ansætter ny kommunikationschef

Mette Sehested er ny kommunikationschef i DLG-koncernen pr. 1. september 2019. Hun afløser Kåre Ghisler Fuglsbjerg, der har valgt ikke at flytte med, når DLG næste år rykker ind i sit nye hovedsæde i Fredericia.

33-årige Mette Sehested er bosat i Aarhus og kommer fra en stilling som Senior Editor of Corporate News i Arla, hvor hun har været ansat siden 2016. Hun er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og har tidligere arbejdet som journalist og i Danish Crowns kommunikationsafdeling. 

DLG er Danmarks 11. største virksomhed og er midt i sin ambitiøse Koncernstrategi 2021. Koncernen samler i juni 2020 sit hovedkontor i et nyt domicil i Fredericia, og Mette Sehested får dermed en stor rolle i at formidle og understøtte forretningen samt det største forandringsprojekt i koncernens historie.

”DLG er en spændende virksomhed, der er markedsleder i Danmark og er et af Europas førende landbrugsselskaber. Samtidig har DLG en klar strategi og spiller en vigtig rolle på fremtidens dagsordener, bl.a. indenfor bæredygtighed. Jeg ser frem til sammen med mit team at bidrage til at understøtte forretningen og organisationen gennem strategisk kommunikation - og ikke mindst at bruge min forståelse og erfaring til at kommunikere med DLG’s ejere,” siger Mette Sehested.

"En stærk faglig baggrund"

Koncernchef i DLG Kristian Hundebøll ser frem til samarbejdet med Mette Sehested.

”En vellykket kommunikation er afgørende for at DLG lykkes med den store omstilling, vi er i gang med i disse år. Mette Sehested kommer med en stærk faglig baggrund og solid erfaring fra landmandsejede virksomheder, hvilket giver hende de rette forudsætninger for at gøre en forskel for koncernen gennem kommunikationen,” siger Kristian Hundebøll.  

Kåre Ghisler Fuglsbjerg fortsætter som souschef i DLG’s kommunikationsafdeling frem til den 30. juni 2020.