Kontakt os
Høsten står for døren: DLG offentliggør høstbetingelser 2019
Om DLG / Presse / Nyheder
8. juli 2019

Høsten står for døren: DLG offentliggør høstbetingelser 2019

Årets afregningsbetingelser hos DLG for høst 2019 er nu offentliggjort.
DLG sænkede sidste år tørringstaksterne med 3%, og har til høst 2019 valgt at sænke dem yderligere 5%.
DLG fortsætter med at øge incitamentet for danske landmænd til at øge kornkvaliteten, så foderhvede og foderbyg med højt proteinindhold belønnes med op til 2 kr. mere pr. 100 kg.

Der er som altid lavet et stort forarbejde til høsten hos DLG, hvor logistikken er planlagt i detaljer, så høsten kan komme i hus på den bedste og billigste måde. Mogens Frederiksen, vicekoncerndirektør i DLG, siger: 

”Det er naturligvis for tidligt at spå om årets høst, men afgrøderne står i øjeblikket flot ude på markerne, så vi håber selvfølgelig, at vi sammen med vores kunder får en rigtig god, nem og stor høst, hvilket hele landbruget har brug for efter sidste års lille og tørre høst. Sidste år sænkede vi vores tørringstakster med 3%, og i år har vi valgt at sænke dem yderligere 5%.”

Som det første grovvareselskab herhjemme gav DLG for tre år siden højere priser for foderhvede og foderbyg med højt proteinindhold. Mogens Frederiksen, DLG, siger:

”I DLG fortsætter vi med at give et incitament til at producere korn med særligt højt proteinindhold og kvalitet i høst 2019, da det øger muligheden for bedre priser på verdensmarkedet. Samtidig kan vi optimere vores foderblandinger med mere protein fra dansk høst, så vi kan minimere importen af protein fra udlandet. Vores kunder kan således opnå en pris på op til 2 kr. mere pr. 100 kg. for foderhvede og foderbyg.”

DLG vil igen i år aftage ca. halvdelen af alle de afgrøder, som danske landmænd sælger. 

Markedet efterspørger højere kvalitet

DLG fortsætter med at investere i vigtig, strategisk infrastruktur til høst 2019. ”Vi kan til høst 2019 håndtere endnu større mængder afgrøder, da vores udbyggede kornlagre i Masnedø og Fredericia, begge står klar til høst og giver os en ny kapacitet på over 150.000 tons. Det er med til at øge vores lønsomhed, optimere vores logistik og øge vores konkurrencekraft. Det vil uden tvivl styrke danske landmænds konkurrenceevne på de internationale kornmarkeder,” siger Mogens Frederiksen, DLG, og fortsætter: 

”Da industrien i stigende grad efterspørger dansk brødrug og brødhvede til konsum, har vi i DLG et endnu større fokus og et veludviklet kvalitetssystem til kontrakt- og konceptavl, der sikrer forbrugernes og fødevareindustriens ønsker og krav om sporbarhed og dokumentation. Samtidig vil vi være landmandens foretrukne leverandør af risikoværktøjer. Derfor fortsætter vi med at videreudvikle vores Risk Management ydelser for at mindske landmandens risici i et uforudseeligt marked.” 

Få overblik over høsten

Mogens Frederiksen slår også et slag for de digitale muligheder: ”I år er det blevet endnu nemmere at få overblik over høsten på vores digitale platforme. Både på vores Kundeportal og App kan vores kunder få en status på sine indleveringer, få overblik over aftalepriser, se analyser af sine afgrøder, se fragt- og prisaftaler og selvfølgelig tilmelde sig vores populære HøstSMS.”

Se DLG's afregningsbetingelser for høsten 2019. Læs mere om Høst 2019.