Kontakt os
Positive tendenser i GUDP-projektet Feed4life
Om DLG / Presse / Nyheder
9. oktober 2020

Positive tendenser i GUDP-projektet Feed4life

GUDP-projektet Feed4life, der har til formål at reducere pattegrises dødelighed, går ind i sin afgørende fase. Parterne i projektet håber på at kunne udvikle et foderkoncept, som kan give mere robuste smågrise.

 
DLG, SEGES og Københavns Universitet gået sammen om at udvikle et foderkoncept med særlige næringsstoffer til drægtige søer, der skal sikre færre underudviklede grise og reducere pattegrisedødeligheden. Lykkes det, forventer man desuden at se en positiv effekt på svineproduktionens miljøpåvirkning og rentabilitet. Projektet har været i gang siden 2017 og er nu gået ind i testfasen.

I DLG, som i sidste ende skal sammensætte foderkonceptet, er man tilfreds med de foreløbige resultater.

”Vi begynder nu at se de første resultater, som vi kan arbejde videre med i næste fase. Det er vigtigt for dyrevelfærden, ejere og kunder, at vi kan forske os frem til et koncept, der kan give smågrisene en bedre start på livet, når de kommer til verden og øge overlevelsen,” siger Troels Møller Olesen, direktør for husdyrernæring i DLG.

Indtil videre har parterne i projektet lavet baseline undersøgelser, der skal kortlægge faser i drægtigheden. Yderligere er der foretaget tests på, hvordan essentielle fedtsyrer, antioxidanter, vitaminer og aminosyrer påvirker fostrene. Særligt ét område har vist tendenser, der muligvis kan bruges i det videre arbejde.

Foreløbigt ser testen af essentielle fedtsyrer ud til at give muligheder for at forbedre fostrenes vilkår. Det tyder på, at forholdet mellem Omega-3 og Omega-6 påvirker grisene og deres kuldvægt.

”Det er et element, vi følger tæt, og som vi håber på kan give os nogle brugbare konklusioner i slutningen af projektet,” siger Jacob Dall, der er faglig chef i Vilofoss, som er en del af DLG-koncernen. 

Efter planen afsluttes projektet i 2022, hvor DLG forhåbentlig kan bruge forsknings- og testresultaterne til at udvikle et nyt foderkoncept til svineproducenterne.