Kontakt os
Marken / Faglig viden / Fokus på Marken

Fokus på Marken nr. 19 - 24. Juni 2026

Aktuelt nyt i marken

Husk aflugning af flyvehavre

Husk årets vigtigste markgennemgang er nu!

Hvilken type efterafgrøde vil passe på din ejendom?

 

Aktuelt nyt i marken

Lige nu ser vi høje temperaturer og det forventes at blive varmere sidst på ugen. Husk at du har flere muligheder for imødegå stress i dine kartofler ved at bruge Talisman læs mere her og Quantis læs mere her.

Sosemba

Beskyt majsen mod abiotisk stress og opnå et stabilt og optimeret udbyttepotentiale. Biostimulanten Sosemba indeholder en kombination af nærings- og hjælpestoffer, som arbejder sammen om at støtte planten i kritiske vækstfaser. Sosemba har i forsøg givet et gennemsnitlig merudbytte på 1300 FE/ha.

Sosemba anvendes ved BBCH 14-18 (fra 4 til 8 fuldt udviklede blade) med

  • 2 l pr. ha Sosemba opblandet i 200 l vand

Sosemba er blandbar med andre produkter og regnfast efter 1 time, læs mere her.

 

Husk aflugning af flyvehavre

Det er tid til at kigge efter flyvehavre på alle dine marker inklusiv brakarealer, bræmmer mm. Der kan være brug for at gennemgå arealerne mere end én gang. Det gælder særligt i vintersædsmarker, hvor der er sået i eller hvor der er sået om. Her vil det være ekstra relevant at kigge efter flyvehavre flere gange.

Vær opmærksom på arealer under ledninger og trækroner, rundt om remiser og i markkanter, samt arealer hvor du tidligere har fundet flyvehavre. Finder du flyvehavre, bør du gå marken igennem igen efter 1-2 uger.

Alle marker bør kontrolleres, også selvom du ikke tidligere har haft problemer med flyvehavre. Dyr, maskiner, vind og fugle kan sprede frøene. Selv marker, der er sprøjtet mod flyvehavre, skal ses efter, da enkelte flyvehavre kan overleve og gemme sig nede i afgrøden.

Flyvehavre skal trækkes op med roden for at undgå, at planten sætter nye skud. Flyvehavren må ikke efterlades i marken eller i skel, men skal tages med hjem og destrueres.

Når du alligevel er ude for at finde flyvehavre, kan du med fordel også afluge andre problemgræsser som væselhale, italiensk rajgræs og agerrævehale – læs mere i afsnittet nedenfor.

 

Husk årets vigtigste markgennemgang er nu!

Det er nu, du skal lave en før høst gennemgang af dine marker. Det er vigtigt at få et overblik over hvilke arter, som ikke er bekæmpet tilstrækkeligt i marken. Notér græsukrudt som f.eks. rajgræsser, agerrævehale, væselhale og gold hejre samt arter som valmuer, storkenæb, kamiller, kornblomster og tidsler. Du kan f.eks. registrere arterne i FarmTracking, markere dem på et kort eller gemme deres GPS-koordinater. Registreringerne gør det senere muligt at målrette din ukrudtsstrategi præcist mod de arter, der findes i den enkelte mark.

Hvis du opdager en ny græsukrudtsart, som står i en plet i marken, er det en rigtig god idé at luge den væk eller slå den ned, inden den når at sætte frø. Herved kan du begrænse spredningen. Vigtigt er det, at du ikke får det spredt til andre marker med f.eks. mejetærsker eller halmpresser.

Resistent ukrudt

Har du ukrudt, som du forgæves har forsøgt at bekæmpe, kan det være resistent. Undlad at bortforklare en mangelfuld bekæmpelse med, at du sprøjtede for sent eller i for koldt vejr. Vi ser desværre en stigende forekomst af resistent ukrudt – både blandt græsukrudt og tokimbladet ukrudt. Resistens ses særligt hos italiensk rajgræs, agerrævehale, enårig rapgræs, kamille og fuglegræs. Vi anbefaler, at du får testet dit ukrudt for resistens, så du ved, om nogle ukrudtsmidler fortsat har effekt. Det er muligt at få resistenstestet ukrudtsfrø ved SEGES Innovation, der formidles via din planteavlskonsulent.     

Læg en plan for det næste år

Brug erfaringerne fra markgennemgangen til at justere både mark- og sprøjteplan i forhold til ukrudt, særligt græsukrudt, og eventuelle sædskiftesygdomme. Et godt sædskifte er fundamentalt og altafgørende for, at diverse problemer bliver taget i opløbet.

Husk at være opmærksom på hvad der er brugt af ukrudtsmidler i de foregående 2 år. Her er specielt de kvælstoffikserende afgrøder mere følsomme end f.eks. kornafgrøder. Et eksempel er, at efter anvendelse af Mustang Forte, skal der gå 2 år før der kan sås bælgsæd.

Såtidspunkt, jordbehandlings- og sprøjtestrategi skal også tænkes igennem. Er der f.eks. fundet agerrævehale eller italiensk rajgræs, så er en bekæmpelsesstrategi alene baseret på ukrudtsmidler ikke nok.

 

Hvilken type efterafgrøde vil passe på din ejendom?

I folderen ’Efterafgrøder, brak- og blomsterblandinger, Sortiment 2026' kan du finde vores fulde sortiment og en beskrivelse af både arterne og de sorter, vi har udvalgt. Husk at tage højde for hvilket sædskifte, der er på ejendommen, når du vælger art eller blanding. F.eks. bør gul sennep undgås, hvis der er raps i sædskiftet.

Hvis det er muligt, er der gode faglige argumenter for at blande flere arter og få diversitet både over og under jorden. Vi har derfor fortsat de to populære blandinger med olieræddike og honningurt – DLG Universal og DLG sund roe samt DLG 80/10/10.

DLG 80/10/10

DLG 80/10/10 er en tre-komponents blanding, med olieræddike som bidrager ved at være hurtigt voksende og etableringsstærk, honningurt ved at være bivenlig og danne mykorrhiza, der gavner fosforsyningen til næste afgrøde, og foderradis der forbedrer beluftning og struktur af jorden med sin kraftige pælerod.

Blandingen består af 80% olieræddike Akiro, 10% coated honningurt Angelia og 10% foderradis Miner.

Coatede frø af både olieræddike og honningurt

Coatede frø giver en bedre spredbarhed. Vi har både coatede frø af olieræddiken Akiro og af honningurt Angelia.

De coatede frø af olierædikke Akiro er særligt velegnet til etablering af efterafgrøder før høst eller til mellemafgrøder, der, hvis de spredes senest 20. juli, kan anvendes som alternativ til efterafgrøder. Vær opmærksom på at andre krav skal være opfyldt for at bruge mellemafgrøder som alternativ til pligtige efterafgrøder og husdyrefterafgrøder.

Blandinger med kvælstoffikserende arter

Du kan vælge blandinger med kvælstoffikserende arter til at opfylde krav om pligtige- og husdyrefterafgrøder samt målrettede efterafgrøder. De kvælstoffikserende blandinger er særligt gode til at forbedre jorden, og de samler kvælstof, ikke bare fra jorden, men også fra luften, og mindsker dermed behovet for kvælstof i den efterfølgende afgrøde. For at få nok ud af de kvælstoffikserende efterafgrøder er det vigtigt at så dem i den første eller anden uge af August – tidligst i de kolde områder.

Vi tilbyder blandingen DLG N-rich, der består af olieræddike Akiro, vintervikke og coated honningurt Angelia.

 For blandinger med kvælstoffikserende arter gælder bl.a. følgende krav:

  • Der skal anvendes en færdigblandet efterafgrødeblanding med et dokumenterbart indhold fra en foderstofforretning, frøfirma eller lignende virksomhed.
  • Blandingen må højst indeholde 25% kvælstoffikserende arter (beregnet ud fra frøantal), mens den resterende del af blandingen skal udgøres af godkendte arter af efterafgrøder.

Vælger du en blanding med kvælstoffikserende arter, så må marken ikke destrueres før efter 1. februar uafhængig af jordtype. Der er en lovpligtig eftervirkning på 50 kg N pr. ha efterafgrøde, når der er kvælstoffikserende arter i blandingen, hvor blandinger uden kvælstoffikserende arter har en eftervirkning på 17 eller 25 kg N pr. ha afhængig af mængden af udbragt husdyrgødning.

Du skal være opmærksom på, at der ikke bør være anvendt Mustang Forte på arealet de sidste 24 måneder, når blandingen indeholder kvælstoffikserende arter.

Anbefalinger i forhold til sædskifte

I nedenstående tabel kan du se vores anbefalinger til efterafgrøder i forhold til, hvilke afgrøder du har i dit sædskifte. På den måde kan du nemt navigere udenom typer af efterafgrøder, der kan have uønsket effekt på sædskiftet. For eksempel opformerer gul sennep kålbrok, så denne art bør ikke anvendes, hvor der er raps i sædskiftet.

Frivillige efterafgrøder

Vi tilbyder ”DLG Regenerativ Blanding” og den kendte blanding ”Bodengare”. Begge blandinger kan anvendes til frivillige efterafgrøder, hvor fokus er på en artssammensætning, der forbedrer jordens frugtbarhed og kvælstofhusholdning.

DLG Regenerativ Blanding består af honningurt, boghvede, foderradis, blodkløver, vintervikke, Alexandrine kløver, Balansa kløver, olierædikke, hør og fodervikke.

Bodengare er sammensat af honningurt, sorghum, solsikke, omvendt kløver, Balansa kløver, Alexandrine kløver, fodervikke, ært, smalbladet lupin og hestebønne.

  

 

Vil du printe siden, kan du trykke Ctrl + P