Kontakt os
Marken / Faglig viden / Fokus på Marken

Fokus på Marken nr. 34 - 4. November 2026

Tjek dit kemirum og sprøjtecertifikat

Det er nu, der må bruges Kerb 400 SC i vinterrapsen

Planlæg forårsgødskningen i vinterraps med planteklip i november

Valg af vårbygsort til 2027

Valg af øvrige vårsædsarter til 2027

Økologisk vårsæd til 2027

Tilmeld dig Tank Ny Viden

 

Tjek dit kemirum og sprøjtecertifikat

I denne tid hvor flere produkter bliver forbudt og får opbevarings- og anvendelsesforbud er det vigtigt løbende at få tjekket dit kemirum. Find registreringsnummeret på etiketten og brug enten middeldatabasen under punkt 5 – ”godkendte pesticider i DK” eller appen KemiTjek til at se om det enkelte produkt er lovligt.

Har du et opdateret sprøjtecertifikat? Det er vigtigt at være opmærksom på, at et opdateret sprøjtecertifikat giver autorisation til køb af planteværnsmidler hos DLG. Et evt. opfølgningskursus skal gennemføres hvert 4. år for at opretholde en autorisation til køb og brug af planteværnsmidler.

 

Det er nu, der må bruges Kerb 400 SC i vinterrapsen

I november og december må du bruge Kerb 400 SC i vinterrapsen.

Behandles der tidligt i perioden inden rodnettet på ukrudtet bliver for stort får man ofte den bedste effekt. Kerb 400 SC anvendes, når jordtemperaturen ligger stabilt under 10 °C og er for nedadgående. Mange steder vil det, hvis vejret tillader det, være muligt at køre med Kerb nu.

Kerb 400 SC virker på græsukrudt og fuglegræs samt er en god og vigtig resistensbryder overfor problemgræsser i forhold til de midler vi ofte anvender i et kornrigt sædskifte, og derfor bør der ikke spares på doseringen. Vi anbefaler, at du anvender

  • 1 - 1,25 liter Kerb 400 SC pr. ha.   

Laveste dosis anvendes kun, hvis det er enårig rapgræs, som er dominerende. For øvrige græstyper anbefaler vi højeste dosering.

I tabellen er effektprocenterne for de enkelte græsser angivet. Bemærk at effekterne er beregnet ud fra, at ukrudtet har mere end 6 blade.

Kerb optages af rødderne og der stilles derfor ikke specielle krav til god dækning - brug gerne grove dyser og høj vandmængde. Let regn under og lige efter udkørsel vil ikke reducere effekten. Det er en stor fordel med en god jordfugt ved udsprøjtning, hvorved Kerb 400 SC fordeles i rodzonen. Kerb 400 SC kan sprøjtes på frossen jord, blot der ikke er snedække.  

Før man vælger at behandle sin vinterraps med Kerb 400 SC, bør man vurdere rapsens potentiale i foråret, da det ved omsåning kun er muligt at etablere kartofler, majs, vårraps og ærter.

Undlad derfor at anvende Kerb 400 SC i marker, hvor overvintringsevnen kan være forringet af f.eks. kraftige angreb af kålbrok, ved meget store forekomster af væselhale eller hvor plantebestanden på nuværende tidspunkt er for lille og uens.

Kerb 400 SC i kombination med Belkar 

Belkar er i nogle marker udbragt i splitdosering på grund af uens fremspiring af afgrøden. I nogle tilfælde vil det passe med sprøjtetidspunktet, at anden dosering Belkar udbringes primo november sammen med Kerb 400 SC. Bemærk, at det anbefales kun at blande Belkar med enten et pyrethroid mod rapsjordlopper eller Kerb 400 SC. 3-vejs blandinger anbefales ikke af producenten bag Belkar!  

Hvis du slet ikke har anvendt Belkar endnu, er det på høje tid at overveje om kamillerne skal bekæmpes her i efteråret. Har rapsplanterne 6 løvblade eller mere bør doseringen være 0,5 l Belkar pr. ha. Reducerede doseringer anbefales ikke på nuværende tidspunkt og undgå at behandle i perioder med frost!

Kerb 400 SC anvendelse:

  • må bruges i november-december måned
  • dosering 1-1,25 liter/ha
  • såning af korn må ikke finde sted før 7 måneder efter behandling
  • Der er afstandskrav på 2 meter fra veje, boliger, institutioner og offentlige arealer
  • Produktet er afmeldt og må anvendes indtil 01-03-2027, herefter er der opbevarings- og anvendelsesforbud.

 

Planlæg forårsgødskningen i vinterraps med planteklip i november

I vinterraps er der en sammenhæng imellem udviklingen af rapsen i efteråret og forårstildelingen af kvælstof, jo større biomassen er i efteråret, desto mindre er kvælstofbehovet til foråret. SEGES har udarbejdet en model der ved hjælp af biomasseindekset NDRE og efterårstilført kvælstof analyserer data og beregner forårets kvælstofbehov. Disse beregninger kan tilgås via Landmand.dk

Hvis man ikke har mulighed for at tilgå Landmand.dk, er det stadig muligt ved hjælp af planteklip at forudsige kvælstofbehovet i den enkelte mark om foråret. Planteklip foretages i november inden frosten sætter ind, hvis du vil optimere på kvælstoftildelingen til vinterrapsen. 

Planteklip foretages hen over marken som beskrevet nedenfor.

Du gør således

  • Ser i kalenderen, det skal være sidst på året, men før hård frost.
  • Tager en tommestok og danner siderne til 1 x 1 m kvadrat (se foto).
  • Klipper alt raps af indenfor firkanten og lige over jordoverfladen.
  • Alt rapsen lægges i en pose, der vejes.
  • Der tages mindst 3- 4 prøver udvalgt tilfældige steder diagonalt hen over marken.

Den afvejede biomasse (kg pr. m2) sættes ind i formlen nedenfor til beregning af N-behov ved forårsgødskning af vinterraps.

Formel for N-behov, forår baseret på planteklip:
N-behov, forår = 411 - (Planteklip, kg pr. m2 + 4,1)/10,5 x 396 - kg N efterår - ((kvælstofpris, kr. pr. kg/(rapspris, kr. pr. hkg/100)) – 5,2) x 13

Den kvælstofmængde, som skal indregnes, er den samlede mængde kvælstof i handelsgødning og den udnyttede mængde kvælstof i husdyrgødning.

Formel for planteklip er lagt ind i et regneark Formel for planteklip.

 

Valg af vårbygsort til 2027

DLG kan til 2027 tilbyde et bredt og konkurrencedygtigt sortiment af vårbygsorter. Læs mere om Valg af vårbygsort til 2027 her.

 

Valg af øvrige vårsædsarter til 2027

Valg af havresort

Havre er en sund og robust afgrøde, der desuden har en sanerende effekt i et kornsædskifte. Og så er dansk havre meget populært hos møllerne til produktion af havregryn.

DLG kan i 2027 tilbyde to højt ydende almindelige havresorter og en ny sort med resistens mod havrecystenematoder. Alle vores havresorter er velegnede til grynhavre.

Caledon er den højest ydende havresort i Landsforsøgene med et relativt udbytte på 102 i gennemsnit af årene 2024-2026. Sorten har rigtig gode stråegenskaber, da den har en af de laveste tendenser til lejesæd og nedknækning af strå ved overmodenhed.

Nemaris er en nye havresort, der er resistent overfor både race I og race II af havrecystenematoder. Sorten er dermed sikker at dyrke på arealer, hvor der er nematoder. Udbyttet har i afprøvningsårene været næsten på niveau med de modtagelige sorter, så der er tale om en yderst dyrkningsværdig sort.

Scotty er den kendte havresort med det høje udbyttepotentiale. Sorten har en god sundhed, navnlig resistensen overfor meldug er i top. Stråegenskaberne er også gode, ligesom dem har en høj hektolitervægt.

Havresorternes udbytte og dyrkningsegenskaber:

Valg af vårhvedesort

Vårbrødhvede er vigtig i den danske brødhvedeproduktion, da den ofte kan levere en endnu bedre kvalitet end vinterbrødhvede. Vårhvede kan også være attraktiv på lavbundsjorde.

DLG kan i 2027 tilbyde to gode vårhvedesorter.

Bombastix er den højt ydende sort, der er velegnet til foderhvede. I 2025 gav sorten et forholdstal for udbytte på 107. Bombastix er både velegnet på lavbundsjorde og hvor du skal efterså om foråret i en fodervinterhvedemark. Sorten har en god resistens overfor meldug og et lavt merudbytte for svampebekæmpelse.

Kapitol er med sit høje proteinindhold, sin høje hektolitervægt og gode bageegenskaber den oplagte sort til brødhvede. Udbyttet er stabilt og middelhøjt. Det korte strå er med til at give en god stråstyrke, hvilket sammen med en fornuftig sundhed gør den nem at passe i marken.

Vårhvedesorternes udbytte og dyrkningsegenskaber:

Valg af ærtesort

Markærter er fortsat en lille afgrøde, men kan være rigtig interessant som dansk proteinkilde og til sanering i kornsædskifter.

DLG kan i 2027 tilbyde to sorter af markærter

Helium er meget udbyttestabil og har et højt proteinindhold. Helium står pænt op ved høst og er derfor nem at høste. TKV er middelhøj.

Persan er en ny sort fra DLG, og den har et meget højt udbyttepotentiale, da den i 2024 havde et relativt udbytte på 115. Sorten har en god afgrødehøjde ved høst, så den er nem at høste. Persan er den sort vi anbefaler til helsæd.

Ærtesorternes udbytte og dyrkningsegenskaber:

Valg af hestebønnesort

Hestebønner er en rigtig god proteinafgrøde, og passer rigtig godt ind i ambitionen om større selvforsyning med protein i Danmark. Samtidig er hestebønner en god vekselafgrøde i et kornsædskifte. For at begrænse sædskiftesygdomme bør der holdes fem frie år mellem hestebønner samt mellem hestebønne og ærter. Samtidig bør der være tre frie år mellem hestebønner og raps.

DLG kan i 2027 tilbyde tre hestebønnesorter.

Callas er en nyhed fra DLG, og den har et stabilt højt udbytte og et højt proteinindhold. Frøene har en middelhøj TKV. Da sorten har et lavt indhold af vicin-convicin, er den velegnet til humanernæring.

Protina har et højt udbytte og et endnu højere udbyttepotentiale. Sorten har et højt proteinindhold.

SJ Gaia er også en nyhed i år, og den har et middelhøjt udbytte. Frøene har en lav TKV, og plantehøjden er omkring middel. Da SJ Gaia har et lavt indhold af vicin-convicin, er den velegnet til humanernæring. SJ Gaia er som navnet fortæller, forædlet hos Sejet Planteforædling, og er dermed vores første hjemmeforædlede hestebønnesort. 

Hestebønnesorternes udbytte og dyrkningsegenskaber:

 

Økologisk vårsæd til 2027

Til økologisk vårsæd kan vi tilbyde et bredt sortiment af højt ydende sorter med gode dyrkningsegenskaber.

Vårbyg

DLG Barley Mix er en sortsblanding bestående af Blixen, Prospect og Wish. Med DLG Barley Mix opnår du stor dyrkningssikkerhed og robusthed overfor sygdomme.

Fontane er en højt ydende nyhed med god sygdomsresistens og gode stråegenskaber.

Prospect er den velkendte sort med gode stråegenskaber, som kan bruges både til foder og malt.

Wish er den højt ydende sort, bl.a. på grund af sin gode resistens overfor skoldplet og bladplet.

 

Vårhvede

Kapitol er kvalitets vårhvede og dermed også meget velegnet til brødhvede.

 

Havre

Lion er den kendte kvalitets havre med rigtig gode grynegenskaber.

Scotty er den højt ydende sort til både foder og gryn.

 

Ærter

Persan er en højt ydende sort til både modenhed og helsæd.

Hestebønner

Protina er en sort med både højt udbytte og højt proteinindhold.

Stella er den kendte sort med højt udbytte og højt proteinindhold.

 

DLG’s økologiske vårsædsbrochure er under udarbejdelse. Her kan du snart gå på opdagelse i vores brede sortiment og læse mere om de enkelte sorters egenskaber. Brochuren bliver tilgængelig på DLG’s hjemmeside.

 

Tilmeld dig Tank Ny Viden

Til december inviterer vi til Tank Ny Viden - fire møder, hvor vi samler hele landbruget på tværs af planteavl, kvæg, gris og fjerkræ.

Du kan glæde dig til en dag, hvor du både får mulighed for at dykke ned i din egen faglighed med relevante oplæg og blive inspireret af dialog på tværs af landbruget. Du får også mulighed for at møde nogle af DLG's øvrige forretningsområder og samarbejdspartnere.

Læs mere og tilmeld dig her!

 

 

Vil du printe siden, kan du trykke Ctrl + P