Fokus på Marken nr. 1 - 4. februar 2026
PFAS midlerne Mateno Duo og DFF skal ifølge gældende regler være købt, faktureret og udleveret fra DLG’s lagre inden den 28. februar 2026. Frosten giver på nuværende tidspunkt udfordringer med hensyn til udleveringen af planteværnsmidler, men så snart vejret tillader det, er vi klar til at udlevere produkterne. Hvis du endnu ikke har bestilt DFF og Mateno Duo skal du gøre dette hurtigst muligt.
Fra 1. februar er det igen tilladt at udbringe flydende husdyrgødning og afgasset biomasse. Udbringning må ske på ejendommes harmoniarealer, hvor der er eller vil blive etableret en afgrøde med en N og/eller P norm. Det er tilladt at udbringe husdyrgødning hvis følgende kriterier er opfyldt:
- Jorden må ikke være bundfrossen, snedækket, vandmættet eller oversvømmet. Ved bundfrossen jord forstås, at overfladen ikke kan brydes med en pind eller et spyd. Snedækkede jorde er, hvor mere end 90% af marken er dækket af mindst 0,5 cm sne. Det er tilladt at udbringe gødning på marker efter nattefrost, hvis jorden tør op i løbet af dagen.
- Der må ikke være risiko for afstrømning til vandløb, dræn, søer eller kystvande (hold mindst 20 meters afstand til disse miljøer, hvis jorden skråner mere end 6 grader).
- Der må ikke udbringes gødning i en bræmme på 3 m langs alle vandløb, som er naturlige eller højt målsatte. Der skal også være 3 m bræmmer ved søer og vandhuller over 100 m2
- Ved arealer, der ligger inden for en afstand af 20 meter fra kategori 1-natur samt naturtyperne højmoser og lobeliasøer omfattet af kategori 2-natur, skal flydende husdyrgødning nedfældes eller forsures.
- Der må ikke udbringes flydende husdyrgødning på lørdage, søndage og helligdage på arealer i bynær bebyggelse, indenfor 200 meter fra byzone, sommerhusområder eller områder der i lokalplan er udlagt til boligformål.
Vi anbefaler ikke at udbringe flydende husdyrgødning indenfor de første par uger, da der stadig kan komme frost. Derfor, vent til forholdene er til det og der er udsigt til forår.
HUSK regler for udbringning af Svovlsur Ammoniak
- I perioden 1. februar indtil 1. april må kunstgødning, som indeholder ren diammoniumsulfat (svovlsur ammoniak) udbringes uden restriktioner.
- Uden for perioden 1. april indtil 1. februar skal kunstgødning, som indeholder ren diammoniumsulfat (svovlsur ammoniak) nedfældes, nedbringes inden 4 timer eller placeres i forbindelse med såning. Kravet omfatter alle blandinger, som indeholder svovlsur ammoniak, f.eks. mange mekanisk blandede gødninger.
Kerb 400 SC har to lidt forskellige ”godkendelser til mindre anvendelse” i bl.a. alm. rajgræs til frøproduktion.
Udlagt i dæksæd:
Den ene godkendelse gælder for udlæg i dæksæd. Kerb 400 SC har i de aktuelle doseringer i alm. rajgræs mest effekt på enårig rapgræs og til dels alm. rapgræs og vindaks. På øvrige græsser og korn vil effekten være stærkt begrænset. Det anbefales at sprøjte så sent i februar som muligt, så væksten kommer hurtigt i gang efter sprøjtningen. I alm. rajgræs har vi set afgrødeskader af doseringer over 0,3 l pr. ha. Foretag kun en sprøjtning i de områder af marken, hvor der er betydelige problemer med ovennævnte arter. Undgå overlapning, da det kan skade frøgræsset voldsomt. Du bør altid aftale brug af Kerb 400 SC i alm. rajgræs med din frøavlskonsulent.

Husk at
- Halm må ikke bruges til opfodring
- Må ikke anvendes nærmere end 2 m til vandmiljøet (søer, vandløb mv.) for at beskytte organismer, der lever i vand
- Må ikke anvendes nærmere end 2 meter fra veje, boliger, institutioner og offentlige arealer, for at beskytte beboere og forbipasserende.
- Må kun anvendes en gang om året
Udbragt mellem rækker med afskærmet sprøjteudstyr på friland:
Den anden godkendelse gælder anvendelse mod græsukrudt i alm. rajgræs til frøproduktion udbragt mellem rækker med afskærmet sprøjteudstyr på friland. Doseringen gælder fladen i det behandlede areal. I den aktuelle dosering vil der være bedst effekt på enårig rapgræs og spildkorn af byg og hvede. Men der er også god effekt på øvrige græsser spiret fra frø og fuglegræs. Sprøjtningen skal foregå med traktormonteret marksprøjte med afskærmende udstyr. Afgrøden vil kunne skades, hvis afskærmningen mod afgrøden ikke er effektiv. Du bør altid aftale brug af Kerb 400 SC i alm. rajgræs med din frøavlskonsulent.

Husk at:
- Halm må ikke bruges til opfodring
- Må ikke anvendes nærmere end 2 m til vandmiljøet (søer, vandløb mv.) for at beskytte organismer der lever i vand
- Må ikke anvendes nærmere end 2 meter fra veje, boliger, institutioner og offentlige arealer, for at beskytte beboere og forbipasserende.
- Restriktioner for såning af visse afgrøder efterfølgende.
- Må kun anvendes en gang om året
Nitrifikationshæmmere til gylle og nedvisning af kløvergræs
Nitrifikationshæmmere hæmmer omdannelsen af ammonium (NH4) til nitrat (NO3) i gyllen ved at bedøve nitrosamonas bakterierne i jorden (se figuren "Vizuras effekt på kredsløbet"). Dette er ønskeligt, da kvælstof på ammoniumform forbliver i rodzonen, mens nitrat bevæger sig med jordvæsken og kan udvaskes. Nitrifikationshæmmere er derfor gavnlig på sandjord, hvor risikoen for udvaskning er særlig stor. Ved tilsætning af nitrifikationshæmmere til gylle, kan man hindre op til 40-50 % udvaskning af N.
Brug af nitrifikationshæmmere til gylle er desuden et effektivt klimavirkemiddel, som i mange tilfælde kan reducere lattergasemissionen med 40-50 % og kan være positiv for landmandens ESG rapport.
Nitrifikationshæmmere er derfor et oplagt valg at tilsætte gylle - særligt, hvor du bringer gylle ud på sort jord til rækkeafgrøder som for eksempel majs og kartofler på sandjord. Et godt forsøgsgrundlag viser, at det godt kan betale sig. En sideeffekt ved nitrifikationshæmmere er, at de giver en øget tilgængelighed af fosfor, hvilket specielt er en fordel, når gyllen bruges som startgødning til majs. I Landsforsøgene fra 2021 er et forsøg, som viser, at der er opnået det samme udbytte ved 7,5 kg P pr. ha i startgødning og Vizura som ved 15 kg P i startgødning og ingen Vizura.

Tilsætning af Vizura ved nedvisning af kløvergræs
Nitrifikationshæmmere har desuden vist sig at have en god effekt på udbyttet af efterfølgende afgrøde, hvis det udbringes sammen med glyfosat ved nedvisning af kløvergræsmarker. Nitrifikationshæmmeren vil fastholde kvælstoffet fra kløveren i det øvre jordlag, så den efterfølgende afgrøde kan udnytte kvælstoffet.

I praksis betyder det, at nitrifikationshæmmere som minimum bør bruges
hvis gyllen udbringes noget tid, før afgrøden har mulighed for at udnytte det
- hvor du tidligt på året nedvisner en kløvergræsmåtte
- til gylle i rækkeafgrøder på sandjord JB 1-3.
Vizura kan tilsættes på tre måder
- Ved brug af doseringsanlæg på gyllevognen
- Ved opblanding i gylletanken, når hele tanken skal tømmes, og gyllen anvendes med ens dosering. Vizura forbliver aktiv i gyllen i 4-6 uger
- Udbringning med marksprøjte inden udbringning af gylle. Det anbefales at Vizura køres ud med 100 l/ha vand og 24 timer inden gyllen udbringes
Dosering af Vizura:
Uanset udbringningsmetode er doseringen 2 l pr. ha. Effekten af Vizura varer 10-14 uger afhængig af jordfugtighed og jordtemperatur.
Vil du printe siden, kan du trykke Ctrl + P