Kontakt os
Tillid er altafgørende - når Gunnar handler hos Finn
Om DLG / Presse / Nyheder
9. december 2020

Tillid er altafgørende - når Gunnar handler hos Finn

 Når landmanden Gunnar Krogh Sørensen laver en handel med sin DLG-rådgiver Finn Porskrog, sker det med en gensidig forventning om, at prisen er den rette. Tilliden og det gode samarbejde med en fast kontaktperson er hovedårsagerne til, at Gunnar har handlet hos DLG i 35 år.

Ved siden af jobbet som chauffør driver Gunnar Krogh Sørensen et mindre landbrug i Sondrup med godt 50 hektar jord og knap 30 kødkvæg. Når han har brug for forsyninger til bedriften, ringer han til sin DLG-rådgiver Finn Porskrog, eller også møder han personligt op på kontoret i Aars for at få en snak. Gunnar ved, at han er en af de mindre kunder hos DLG, men ikke desto mindre, har han altid følt sig velkommen i de 35 år, hvor han har været kunde i grovvareselskabet.

”Jeg har altid følt, at jeg har fået den rigtige rådgivning og gode produkter til den rette pris. Når jeg har været i tvivl, har jeg spurgt Finn, om jeg lige skulle prøve at høre konkurrenten, hvad de kunne tilbyde. Men det ender jo altid med, Finns pris er rimelig,” siger Gunnar Krogh Sørensen.

DLG er den lokale købmand

I DLG-afdelingen i Aars sidder Finn Porskrog, som har rådgivet landmænd i Nordjylland gennem årtier. Han er glad for at kunne give landmændene i Aars og omegn den faglige sparring, de har brug for, uanset, om produktbehovet er til en større eller mindre landbrugsbedrift. I DLG har alle kunder en fast kontaktperson, som man kan tage fat i, hvilket sikrer den gode relation og service, mener Finn Porskrog.

”For mig er det vigtigt at få et tillidsbaseret samarbejde op og køre med alle kunder. Vi er løbende i kontakt med vores kunder for at være sikre på, at vi opfylder deres behov. De kunder som jeg rådgiver, har også mit direkte nummer, og hvis der er noget, jeg ikke kan svare på, så har jeg helt sikkert en kollega, der kan. Vi er mange dygtige ansatte, der lever af at rådgive landmændene ud fra deres individuelle behov,” siger Finn Porskrog.

Selvom DLG-koncernen i dag er et af Europas største landbrugsselskaber, har Gunnar Krogh altid set på DLG som en lokal købmand, hvor han som kunde er i centrum og samarbejdet med DLG er baseret på gensidig tillid.

”Jeg har aldrig tænkt på DLG som en kæmpe virksomhed. Jeg har jo bare handlet med Finn fra DLG i Aars, og så længe jeg får samme gode behandling, så forbliver jeg som kunde,” afslutter Gunnar Krogh Sørensen.