Kontakt os
DLG gør status over årets høst God kvalitet og tærsket på rekordtid
Om DLG / Presse / Nyheder
18. september 2020

DLG gør status over årets høst: God kvalitet og tærsket på rekordtid

Landbruget og grovvarebranchen kan være fint tilfredse med årets høst. Det er udmeldingen fra Mogens Frederiksen, der er vicekoncerndirektør for afgrøder i DLG. Men det krævede også en ekstra indsats på grund af den meget afgrænsede tidsperiode, hvor det meste af høsten kom i hus.

Det skulle pludselig gå stærkt på modtagerpladserne, da solen først fik fat og alle mejetærskerne kunne køre i noget, der lignede døgndrift. Og stærkt gik det da også. DLG modtog i år størstedelen af årets høst på cirka to uger. Det kunne mærkes.  

”Vi har aldrig før haft så travlt i organisationen i sådan en koncentreret periode – her har vores målrettede investeringer i logistikløsninger vist deres styrke. Alle har skullet knokle for at få høsten i hus, og det er gået virkelig, virkelig godt, for at sige det mildt. Vi har udnyttet alle vores eksportterminaler, og ved vores eksportterminal i Masnedø, konstaterede vi endda rekordindtag pr. døgn,” fortæller Mogens Frederiksen. 

Høj kvalitet på især maltbyg og havre
Så høsten er gået stærkt i år – men den er også gået godt. Værdien af den samlede danske høst ligger på omkring 11,5-12 mia. kroner, og det er noget både landmanden og DLG er glade for. 

”Kvalitetsmæssigt er vi på niveau med sidste år, og det er vi er meget tilfredse med. Det har været en pæn høst med udbytte over middel i de fleste områder i Danmark. De største udsving har vi set i rapsfrø, hvor der har været store regionale forskelle også i forhold til jordtyper,” siger Mogens Frederiksen og fortsætter: 

”Maltbyggen er af fantastisk kvalitet i år, og på den lange bane håber vi at afsætte den til gode priser på eksportmarkedet. Vi har også god kvalitet i både foderkorn, brødrug og brødhvede samt havren. Specielt havren udgør en noget større del af den samlede høst, end vi er vant til – den har givet ekstra godt, og kvaliteten er imponerende. På eksportmarkedet kan den konkurrere med den bedste havre i verden, som kommer fra Sverige og Finland.” 

Så der er god grund til begejstring i DLG – og ude hos de danske landmænd. Hos DLG’s kunder og ejere er den varme sommer og proteintillægget også med til at forsøde tilværelsen. 

”Tørreregningen er i år til at overkomme for landmændene. Det giver stor værdi, da det er nemt at håndtere og let at afsætte. Derudover har vi igen i år valgt at give proteintillæg til foderkorn, og det er kommet mange af vores kunder til gode – og det er jo sagens kerne – at vi gør en forskel ude hos de danske landmænd,” siger Mogens Frederiksen. 

Allerede i fuld gang med at sælge årets høst
Nu er næste step at få afsat de mange millioner tons grovvarer. Grundet den gode kvalitet er der heldigvis stor efterspørgsmål – både på verdensmarkedet men også herhjemme. 

”Vi er allerede i fuld gang med at sælge årets høst. Der er stor efterspørgsel på danske grovvarer, især på det europæiske marked og også fra de danske møller. Her stiger interessen for brødrug og brødhvede, fordi det danskproducerede korn også er noget, forbrugerne er begyndt at kigge efter. Når landmændene leverer afgrøder med høj kvalitet, kan vi heldigvis imødekomme den efterspørgsel,” siger Mogens Frederiksen og fortsætter:

”Høsten har været hurtig, tør og givet god kvalitet, hvilket betyder lagerfaste, gode og sunde råvarer – noget der selvfølgelig har en positiv betydning for eksportmarkedet og møllerne, men også for de foderblandinger, landmændene har brug for.” 

Næringsstofindholdet i årets høst 
Når det gælder foderblandinger, fortæller Jacob Dall, som er fagansvarlig for svin i Vilofoss, at næringsstofindholdet i årets høst varierer. 

”Gennemsnitligt synes de betydende kornarter at indeholde lidt mindre protein og marginalt mindre energi end sidste år. Det betyder, at man må forvente et lidt højere forbrug af andre proteinholdige råvarer. Generelt er kornet i år blevet høstet mere tørt end normalt og det betyder, at det faktiske næringsstofindhold i varen afviger mindre, end hvis man sammenligner ved samme vandindhold,” siger Jacob Dall. 

Fosfor falder i byg og hvede med 5-6%, mens faldet er lidt mindre i havre og rug.  Det vil umiddelbart betyde et lidt højere forbrug af fosforkilder, men da fosfornormerne til slagtesvin er blevet reduceret, får det i praksis kun mindre indflydelse på forbruget af mineralsk fosfor.

Baseret på DLG’s mere end 60.000 NIT-analyser af indleveret korn byder årets høst på mindre råprotein og mere vand i den nordvestlige del af landet, fordi udbyttet i disse egne har været højt i år. Også i dette område er afvigelsen mellem 2020 og 2019 størst: 1,0-0,5%-point protein.

Indhold DLG 2020 og afvigelse i forhold til analyser Seges 2019, basis 15% vand:

Kemiske analyser  Protein   Fosfor Energi (Feso/FEsv)
   DLG 2020  Ændring ift Seges 2019    DLG 2020  Ændring ift Seges 2019  Ændring ift Seges 2019
Foderbyg (vår)

 8,9

-4%   2,76 -5% -1%
Foderbyg (vinter) 9,3  -4%   2,60 -7% -1%
Foderhvede 9,4 -1%   2,48  -5% 0%
Havre  9,4 -3%   2,82 -3% +9%
(få analyser)
Rug 7,6 -3%   2,34 -2% +1%

Protein i byg falder med ca. 0,5%-point, mens hvede næsten er på samme niveau som høsten 2019. Et fald i fosforindholdet med ca. 5% betyder, at der for at opnå samme indhold af fordøjelig fosfor i foderet skal tilsættes ca. 0,04% mere MCP til foderet (forudsat at der anvendes 200% fytase. 
Det svarer til et øget forbrug af monocalciumfosfat i DK på op mod 1000 ton det kommende år.