Kontakt os
DLG inviterer til et unikt indblik i dansk landbrug - ses vi?
Om DLG / Presse / Nyheder
12. september 2021

DLG inviterer dig og din familie til et unikt indblik i dansk landbrug – ses vi?

Er du nysgerrig på det danske landbrug, og den vigtige rolle DLG hver dag spiller for mange danske landmænd? Så sæt et stort kryds i kalenderen søndag d. 19. september, hvor DLG’s nye domicil i Fredericia, også kaldet Aksen, samt DLG's drift i Bårse inviterer til åbent hus.

Landbrugsselskabet, DLG, er i år en del af den tilbagevendende begivenhed ’Åbent Landbrug’, der arrangeres af Landbrug & Fødevarer. Søndag den 19. september har du og din familie en unik mulighed for at komme helt tæt på, hvordan DLG-koncernen dagligt arbejder for at servicere de danske landmænd.  

På dagen åbner DLG dørene til deres helt nye bygning, Aksen, i Fredericia, der for nyligt har vundet prisen for ’Årets kontorbyggeri’. Også DLG's driftssteds i Bårse åbner dørene denne dag.

Til besøget i Aksen vil der være forskellige boder inden i og uden for bygningen, hvor I kan komme helt tæt på, hvad DLG egentligt arbejder med. 

I Aksen kan I:

  • Se og røre ved forskellige kornsorter og teste kendskabet til dem ved at deltage i en kornkonkurrence. I kornkonkurrencen kan I vinde en iPad. I kan desuden smage en grovbolle bagt på mel lavet af kornsorter fra DLG. 
  • Få et indblik i, hvordan DLG arbejder med af afkriminalisere koen og få en lille smagsprøve på en ret med oksekød. I kan også smage et glas frisk dansk mælk. 
  • Se, røre og smage på grønt protein, der er et bæredygtigt lokalt produceret planteprotein udvundet af græs. Det bruges bl.a. til fodring af fjerkræ. Du vil kunne få en lille smagsprøve på en omelet lavet med disse æg. 
  • ”Bland selv blomster”, som du kan så hjemme i din have
  • Se en DLG-lastbil helt tæt på. Du kan komme op i førerhuset og ind bag på ladet og få en fornemmelse af, hvad det egentligt er for en størrelse. Få desuden en snak med en af DLG-chauffører. 

I Bårse kan I:

  • Komme ind i en af DLG’s store kornhaller, hvor der ligger korn fra loft til gulv
  • Se og røre ved de korn- og råvarer, der indgår i produktionen af foderet til grise
  • Få en snak om, hvilket foder grisen får for at vokse sig stor og stærk
  • Få sulten stillet – DLG giver en pølse
  • Komme helt tæt på en traktor, en gummiged og en DLG-lastbil og endda komme en tur op i førerhuset på lastbilen.

Tilmeldingen foregår online

Er du blevet nysgerrig på det danske landbrug og vil gerne høre mere om, hvordan DLG hver dag arbejder med at skabe løsninger målrettet den danske landmand, så kan I tilmelde jer online gennem følgende link: Åbent landbrug 2021 – Book din billet her (aabentlandbrug.dk). Deltagelsen er gratis. 

Det er muligt at tilmelde jer i to forskellige tidsrum – enten fra kl. 10.00-13.00 eller fra kl. 13.00-16. 

Vi glæder os til at hilse på dig og din familie søndag d. 19. september i Aksen og i Bårse.  

Vel mødt.