Kontakt os
DLG sælger den resterende del af Kongskilde
Om DLG / Presse / Nyheder
9. maj 2018

DLG sælger den resterende del af Kongskilde

DLG sælger Kongskildes industri- og korndivision til kapitalfonden Green Park Partners. Dermed sætter DLG punktum for en omfattende strategi om at fokusere på kerneforretningen med i alt 13 frasolgte virksomheder.

DLG har solgt den tilbageværende del af maskinproducenten Kongskilde Industries til Green Park Partners, en britisk kapitalfond. Green Park Partners overtager dermed Kongskilde Industries’ to tilbageværende divisioner: Industridivisionen, der laver systemløsninger til bl.a. plast- og papirindustrien samt Korndivisionen, der producerer kornsiloer og systemer til transport af korn. 

DLG Kongskilde”Siden vi solgte Kongskildes agro-aktiviteter i begyndelsen af 2017, har vi arbejdet på at sælge den resterende del af Kongskilde. Men vi har ikke haft travlt, da vi de senere år har forbedret indtjeningen af Kongskilde Industries betydeligt. Vi er således meget tilfredse med at kunne aflevere et sundt selskab til en god køber i form af Green Park Partners, der vil fokusere på at drive og udvikle selskabet videre,” siger CFO i DLG, Lars Sørensen.

Ifølge aftalen overgår samtlige medarbejdere og ledelsen til den nye ejer den 1. juni 2018. 

Punktum for fokuseringsstrategi

Med salget af Kongskilde har DLG fuldført sin plan om at frasælge de af koncernens virksomheder, der ikke er en del af kerneforretningen.

DLG Kongskilde”Salget af Kongskilde er en milepæl for DLG, da vi er i mål med vores fokuseringsstrategi, som vi har arbejdet med i flere år. Vi har med succes fuldendt 13 frasalg siden sommeren 2015, så det er naturligvis tilfredsstillende, at vi nu endelig kan sætte punktum,” siger CFO i DLG, Lars Sørensen.

Lars Sørensen CFO
Lars Sørensen
Group CFO