Kontakt os
Risk Management gav sikkerhed og økonomisk gevinst: ’Da priserne faldt, fik jeg penge tilbage’
Om DLG / Presse / Nyheder
25. maj 2022

Risk Management gav sikkerhed og økonomisk gevinst: ’Da priserne faldt, fik jeg penge tilbage’

Knud Kappel blev anbefalet at prøve Risk Management i forbindelse med sit køb af foderbyg hos DLG, og i dag er han glad for, at han takkede ja. Det har nemlig givet ham både sikkerhed og økonomisk gevinst i form af en sikret maksimumspris og penge tilbage i lommen, hvis prisen falder.

På Østerlund i Egtved, der ligger i nærheden af Vejle, driver landmand Knud Kappel sin bedrift på 850 søer og salg af 30 kilos grise. Han er hjemmeblander og køber foderbyg og soja hos DLG.

I november 2021 tilkøbte han produktet Risk Management ’Aktiv Ned’ for at risikoafdække det foderbyg, han køber hos DLG.

”Det var min DLG-konsulent, Jan Dyrberg Kristensen, der anbefalede mig at prøve produktet for at holde prisen mest muligt nede på den foderbyg, jeg skulle købe. Jeg havde ikke prøvet Risk Management før, men jeg har tillid til Jan, der kender mine behov som kunde, og det gav god mening for mig at prøve det af på det tidspunkt – og det har jeg ikke fortrudt,” siger Knud.

Sikkerhed og økonomisk gevinst

Knud Kappel valgte at tilkøbe et aktivt Risk Management-produkt til sin kornkontrakt, fordi det betød, at han selv kunne følge markedet og lukke kontrakten, når han syntes, det var tid. Han fik således mulighed for at sætte sin maksimumspris og derved minimere sin prisrisiko.

”Jeg har brugt det, der hedder ’Aktiv Ned’ Risk Management til at købe foderbyg, hvilket betød, at jeg selv kunne bestemme, hvornår min købsaftale skulle stoppe. Og hvis prisen på foderbyg faldt, var det positivt for mig, fordi jeg i det tilfælde fik penge tilbage. Hvis prisen til gengæld steg, skulle jeg ikke betale mere, fordi jeg havde fastlåst og sikret et ’loft’ på min købspris. Så samlet set betalte jeg en lavere pris for den mængde foderbyg, jeg købte,” forklarer Knud.

Knud havde i øvrigt tilmeldt sig DLG’s SMS-service, så han hver dag kunne følge med i udviklingen på korn- og sojapriserne.

”Især på et usikkert marked, som vi ser p.t. med forsyningsudfordringer, synes jeg, at det kan være en god løsning at tilkøbe Risk Management for at sikre sig mod store prisudsving,” slutter Knud.

Risk Management Aktiv Ned og Passiv Ned: Hvis du køber foder og råvarer

Risk Management ’Aktiv Ned’
Du sikrer dig, for en præmie, en maksimumpris på børsen samt en tilbagebetaling, hvis børsprisen falder. I tilfælde af at børsprisen stiger, skal du ikke betale mere end præmien ved oprettelse. Som kunde bestemmer du selv, hvornår dit Risk Management-produkt skal stoppe. Det kan være efter to dage, måneder, eller indtil kontrakten udløber.

Risk Management ’Passiv Ned’
Du sikrer dig, for en lidt lavere præmie, en maksimumpris på børsen samt en tilbagebetaling, hvis børsprisens gennemsnit falder i den valgte periode. Kontrakten udløber automatisk, når den valgte børstermin udløber. Kontrakten kan lukkes før udløb ved betaling af et mindre gebyr på 0,75 kr./100 kg.