Kontakt os
Kim Japp bliver ny Vice President for Financial Operations
Om DLG / Presse / Nyheder
26. juni 2025

Kim Japp bliver ny Vice President for Financial Operations

Den 1. oktober tiltræder Kim Japp som Vice President for Financial Operations i DLG Group. Han får opgaven at samle en række af koncernens økonomifunktioner i én enhed.

Kim Japp kommer med mange års ledelseserfaring fra energikoncernen, Ørsted, hvor han har stået i spidsen for at samle økonomifunktioner i ét team, der har til formål at skabe stærke og effektive processer inden for finansområdet.

”Kim bringer en fyldt værktøjskasse med sig, som vi kan få stor glæde af. Han får den vigtige opgave at etablere en international funktion, der skal danne rygraden i vores finansielle system. Jeg ser frem til at byde ham velkommen i DLG Group,” siger Christina Nielsen, Group CFO.

Kim Japp er uddannet Cand. Merc. i økonomistyring fra Aarhus Universitet. I mere end 20 år har han haft forskellige funktioner ved Elsam og Dong Energy, som senere blev til Ørsted. I de seneste otte år har han haft rollen som Head of Financial Services.

”DLG er en attraktiv virksomhed med en stærk historie og kultur, som jeg har hørt meget godt om. Jeg ser frem til opgaven, hvor mit hovedfokus vil være, at vi på tværs af koncernen skaber størst mulig værdi for forretningen. Det indebærer blandt andet, at vi skal kigge på, om vi har de rette værktøjer til at levere et produkt af højeste kvalitet,” siger Kim Japp.

Kim stammer oprindelig fra Aarhus. Privat bor han i Skærbæk ved Fredericia med sin kone og to børn.