Kontakt os
Pia Brinkmann Madsen skal stå i spidsen for Global Trading i DLG Group
Om DLG / Presse / Nyheder
3. oktober 2025

Pia Brinkmann Madsen skal stå i spidsen for Global Trading i DLG Group

Den 1. december tiltræder Pia Brinkmann Madsen som Senior Vice President for Global Trading i DLG Group. Hun kommer med omfattende erfaring fra værdikæden og har tidligere haft ledende roller i AAK, Danisco, DuPont og senest som Chief Procurement Officer (CPO) i Palsgaard A/S.

Pia Brinkmann Madsen har bred erfaring inden for commodities og har arbejdet med globale handelsaktiviteter og strategisk sourcing i komplekse markeder. Med sin stærke baggrund og strategiske forståelse skal Pia Brinkmann Madsen bidrage til at styrke DLG’s globale handelsaktiviteter. En af de vigtigste opgaver bliver at få koncernens høje ekspertise til at spille effektivt sammen på tværs af markeder og funktioner.

”Pia kommer med en stærk baggrund og en dyb forståelse for både marked og værdikæde. Hun har en dokumenteret evne til at skabe resultater og drive forandring, og hun bliver en vigtig del af vores arbejde med at styrke DLG’s position i markedet. Jeg ser frem til samarbejdet og til at byde Pia velkommen i mit team,” siger Peter Kjær Jensen, Executive Vice President, Agriculture Business Group.

En oprustning til mødet med fremtiden

Målet med at styrke trading-området og samle aktiviteterne i én enhed er at løfte performance, reducere risici og skabe stordriftsfordele gennem bedre analysekraft og hurtigere beslutningsprocesser. Dermed vil Global Trading spille en central rolle i at realisere ambitionerne i ReGen-programmet – DLG’s treårige transformationsprogram.

Pia Brinkmann Madsen indtræder i ledelsesteamet i Agriculture Business Group og får ansvar for at udvikle og eksekvere en klar tilgang til markedet inden for trading-området, der understøtter koncernens strategiske mål og transformation.

”DLG er en kompleks virksomhed med en lang og stolt historie, som jeg glæder mig til at lære at kende. Det er en interessant organisation med både skala og potentiale, som står midt i en spændende tid. Jeg ser frem til arbejdet, hvor jeg ønsker at sætte en retning for, hvordan vi som ét team kan sikre, at trading-området genererer størst mulig værdi for DLG fremadrettet,” siger Pia Brinkmann Madsen.

Privat bor Pia Brinkmann Madsen i Skanderborg med sin mand.