Kontakt os
Marken / Faglig viden / Fokus på Marken

Fokus på Marken nr. 23 - 30. juli 2025

Husk at få ryddet op i kemirummet inden den nye sæson starter

Nedvisning af kartofler

Vær obs på hvilke ukrudtsmidler, der er brugt forud for vinterraps

Så vinterrapsen først i august

Korrekt udsædsmængde i vinterraps


 

Husk at få ryddet op i kemirummet inden den nye sæson starter

Vi oplever desværre stadig, at enkelte dunke med udgået kemi fortsat sniger sig under radaren og derfor kan findes i kemilageret ved en kontrol. Vi vil derfor opfordre til, at du får tjekket kemilageret grundigt inden høsten for alvor, går i gang og der igen bliver travlt! Som bonus vil du måske endda opleve, at der står kemi, du kan bruge i efteråret og derved spare penge på efterårets kemibudget. 

En oprydning i kemirummet giver god mulighed for at

  • få et godt overblik over hvad der er på lager, inden du skal købe ind til næste sæson. 
  • tjekke om de planteværnsprodukter, der er på lager, er lovlige.  
  • få de midler, der inden for det næste år bliver ulovlige, sat frem på hylden, og i løbet af vinteren at få lavet en sprøjteplan, hvor produkterne benyttes, så de er brugt inden de rammes af et brugs- og opbevaringsforbud.
  • gruppeopdele midlerne f.eks. i ukrudtsmidler, svampemidler mm. Det vil minimere risikoen for fejlsprøjtninger, som vi desværre også ser hvert år, når der er travlt i sæsonen.

Husk, at alle pesticider skal opbevares i den originale emballage, og med en læsbar original etikette.

Det er vigtigt, at samtlige registreringsnumre tjekkes. Selv om man har dunke med det samme produkt og umiddelbart med den samme etikette, kan der være forskel på registreringsnumrene.

Billede1Registreringsnummeret findes på alle etiketter - f.eks. ”ukrudtsmiddel nr. 756-9”, som det ses på billedet til højre på etiketten for Glyphomax 480 HL rammet ind med en sort cirkel.

Registreringsnummeret kan tjekkes på www.middeldatabasen.dk  under punkt 5 – ”Godkendte pesticider i DK”, der i daglig tale kaldes Positivlisten. Hvis midlet ikke længere er på ”Positivlisten”, er midlet ikke længere godkendt, og må derfor ikke længere anvendes og opbevares på bedriften. Nogle produkter kan findes på listen, men med en begrænset anvendelsesdato. Sørg for at få disse produkter brugt inden anvendelsesdatoen udløber.

Alternativt kan du downloade appen KemiTjek til din telefon. Denne app scanner stregkoden på produktet, og du vil med det samme kunne konstatere om produktet er udgået eller ej. Og endelig kan man også i diverse markprogrammer, som f.eks. i Næsgaard MARK, kontrollere om midlet er lovligt eller ej.

 

Nedvisning af kartofler

Billede2For at sikre en høj kvalitet af proces-, spise- og læggekartofler er det vigtigt, når kartoflerne har fået den rette størrelse, hurtigt at standse topvæksten, så de er skindfaste ved optagning.

Mizuki er godkendt til nedvisning og ukrudtsbekæmpelse i kartofler.

Mizuki må bruges til nedvisning af kartofler med en maksimal dosis på 2 x 2,0 l pr. ha og med minimum 5 dages mellemrum.

Med aftopning må der bruges max 2 l Mizuki pr. ha. Denne dosis må bruges enten som 2 l én gang eller 2 x 1 l med minimum 5 dages mellemrum.

Da Mizuki er et kontaktmiddel, skal kartoffeltoppen dækkes godt for at opnå bedst mulig virkning og derfor skal der bruges 200-500 l vand pr. ha

  • DLG anbefaler minimum 300 l vand pr. ha.

Brug gerne vinklede dyser, der giver små dråber og sikrer at midlet kommer ind på stænglen.

Mizuki er færdigformuleret, men hvis afgrøden har en meget stor bladmasse, kan man overveje en ekstra olietilsætning. Forsøg har vist at yderligere tilsætning af                  

  • 2-3 l/ha Renol har givet en øget svidningseffekt og bedre nedvisning.

Effekten af Mizuki sker visuelt langsommere end vi er vant til med Reglone, men efter nogle få dage vil du kunne se en virkning. Fuld nedvisning indtræffer efter 14-21 dage, så der må forventes en fortsat knoldvækst efter behandling samt længere tid, før der opnås fuld skindfasthed.

For at opnå bedst effekt skal der behandles om formiddagen på tørre blade og være flest mulige solskinstimer efter sprøjtningen - der skal være mindst 4 timer før mørket falder på. Mizuki er regnfast efter to timer. 

Mizuki kan blandes med et egnet svampemiddel, hvis der samtidig ønskes effekt mod kartoffelskimmel (knoldskimmel).

 

 

Strategi 

Det er vigtigt med en indsats, der sætter kartoflerne helt i stå, så der ikke opstår gengroning.

ekstra1

Strategien med 2 x 2 l Mizuki anvendes, når kartoffelmarken selv er ved at afmodne.

Ved aftopning efterlades en stub på 15 til 25 cm. Efterfølgende behandling med Mizuki foretages 2-3 dage efter aftopning.

Hvis der anvendes 2 behandlinger og en dosering større end 1 l/ha, skal første behandling foretages inden kartoflernes st. 90 – altså lige før begyndende afmodning.

Vær opmærksom på, at der kan forekomme satellit-/droneovervågning af overholdelse af afstandskrav til veje, vandmiljø mm.

ekstra2

Vær obs på hvilke ukrudtsmidler, der er brugt forud for vinterraps

 

En stor del af vinterrapsen bliver sået i stub uden dybere jordbehandling før såning. Det kan give noget støj i fremspiringen, hvis der i foregående afgrøde har været sprøjtet med midler, som rapsen er følsom overfor.

I nedenstående tabel er listet de aktivstoffer og midler, du skal være opmærksom på, når der sås vinterraps. Der er ingen forbehold ved midler, som ikke er nævnt i tabellen.

ekstra3 

 

Så vinterrapsen først i august 

Billede3Et godt såbed, hvor jorden ikke er for kompakt og det rette plantetal er afgørende for en god overvintring og et højt udbyttepotentiale. Rapsen skal gerne have 8-10 veludviklede blade, 8 mm rodhals og 8 cm pælerod før vinteren. Dannes der en kraftig pælerod, er rapsen robust og mere modstandsdygtig ved for eksempel frostskader.

Gå ikke på kompromis med etableringsforholdene. Så rapsen tidligst muligt i august måned i et veletableret såbed og undgå kraftig regn de første dage efter såning.

Det optimale såtidspunkt for vinterraps ligger mellem den 1. og 20. august. Efter 20. august skal du nøje overveje, om der skal sås raps - især på kolde lokaliteter.

I marker med kendskab til kålbrok-smitte bør såningen udsættes til sidste halvdel af august, hvor jordtemperaturen falder og aktiviteten af kålbroksporerne sænkes.

Der er stor forskel på, hvordan rapssorterne udvikler sig i efteråret. I DLG’s sortiment har vi truffet et bevidst valg om kun at tilbyde hybridsorter, som er etableringsstærke væksttyper.

Ved såning af hybridraps bør du have fokus på at udnytte rapsens evne til at forgrene sig og vi anbefaler et passende lavt plantetal:

  • hybridraps bør etableres med max 30-40 planter pr. m2.
  • Færrest ved tidlig såning før 10. august, og flest ved sen såning efter 20. august.
  • Rapsfrøene skal placeres i fugtig jord i maksimalt 2 cm dybde. En præcis ensartet placering af frøene, er med til at sikre en hurtig og ensartet fremspiring.
  • Sår du på række reduceres antallet til 20-30 planter pr. m2.

Husk at korrigere udsædsmængden for såbedets kvalitet, såtidspunkt, overlap, mv. Husk at vinterraps kvitterer for en løs jordstruktur. Herved sikrer man, at planten hurtigt etablerer en kraftig pælerod, der kan afsøge jorden for vand og næringsstoffer.

Med et lavt plantetal og en god ukrudtsbekæmpelse har du styr på, at rapsen ikke bliver presset til at hæve sit vækstpunkt. Hvis det alligevel bliver nødvendigt, findes der midler til at bremse væksten, så hjerteskuddet forbliver ved jorden vinteren over.

 

Korrekt udsædsmængde i vinterraps

Tabel4Alle de sorter, som vi sælger indeholder 1½ millioner frø pr. unit.

Beregning af antal units du skal bruge

I tabellen kan du se, hvor mange hektar én unit rækker til. Find dit ønskede plantetal i kolonnen til venstre, og aflæs til højre i tabellen hvor mange hektar, du kan så med en unit raps. Der er regnet med   en spireprocent på 90.   

 Et eksempel på beregning af udsædsbehov:

  • Du har planlagt 40 ha med raps.
  • Du ønsker, at så 30 planter pr m² DK Exsteel.
  • I tabellen kan du se, at 1 unit DK Exsteel med den ønskede udsædsmængde rækker til 4,5 hektar.
  • Du beregner derefter, at du behøver 40ha/4,5 = 9 units til hele dit rapsareal.   

 

Billede4

Beregning af kilo pr. ha  

Tusindkornsvægten (TKV) på raps kan variere en del, og derfor er det vigtigt før indstilling af såmaskinen, at beregne den eksakte udsædsmængde i kg pr. ha. Det kan gøres på flere måder:   

  • Se efter vægten på emballagen eller afvej en unit. Den vejer f.eks. 10,8 kg
  • Ifølge tabellen ovenfor rækker 1 unit til 4,5 ha (30 pl/m2 og en markspiringsprocent på 90 %)
  • 10,8 kg / 4,5 ha = 2,40 kg pr. ha
  • Maskinen indsås til 2,4 kg rapsfrø pr. ha.

     Eller benyt standardformel for udsædsmængde: 

eksta

  

Pas på sneglene

Billede5Snegle kan lave voldsomme skader i marken og rydde store områder i nyetablerede rapsmarker. Vi anbefaler, at snegleangreb forebygges ved at 

  • holde jorden sort fra høst til vinterrapsen etableres - enten ved jordbearbejdning eller glyphosatsprøjtning.
  • tilstræbe, at såbedet er finkornet og pakket, så der ikke er knolde, hvor sneglene nemt kan bevæge sig rundt imellem.
  • undlade pløjning på meget lerholdige jorde og i stedet harve dybt et par gange.

 

Grubbesåning kan være risikabelt på lerjord, da sneglene let kan bevæge sig mellem fugt i jorden og mad på overfladen. Harvning før gruppesåning kan reducere sneglerisikoen.     

Når du bekæmper snegle med sneglebekæmpelsesmidler, kan du ikke forvente samme effekt, som ved anvendelse af insekticider, hvor der er en knockdown effekt. Det er derfor rigtig vigtigt, at du er på forkant med sneglene og kodeordet her er at finde ud af, om der er snegle!

 

Billede6Gør det til en vane at lægge et snegleskjul ud i marken (se foto til højre) med lidt lokkemad under som f.eks. lidt hvedekerner. Herved kan du få et indtryk af, hvor mange snegle, der er i marken. Et snegleskjul kan også være en sort plastiksæk.    

At være på forkant indebærer også at sprede sneglegiften ud på sort jord, før sneglene har anden tilgængelig føde. Anvend   

  • 4-6 kg Ferrex umiddelbart efter såning i risikoområderne i marken.

    Det er meget vigtigt at holde øje med om sneglegiften forsvinder. Gør den det, gentages behandlingen indtil rapsen er så stor, at den ikke længere kan tage skade af sneglenes raspen.

    Bemærk, at sneglegift ikke bør blandes med såsæden, da det giver en for dårlig effekt.

 

Hold øje med bid fra rapsjordlopper i den nysåede vinterraps

Billede7Vær opmærksom på angreb af de voksne rapsjordlopper allerede fra begyndende fremspiring, hvor rapsen er mest følsom for modgang. Et tidligt angreb af rapsjordlopper i fremspiringsfasen sætter planterne i stå og kan i værste fald betyde, at afgrøden bliver ødelagt. 

Da angreb kan udvikle sig meget hurtigt, anbefales bekæmpelse ved en tærskel på 5% bortgnavet bladareal (se figur 1) omkring rapsens kimbladstadie og frem til, at rapsen har udviklet 4 løvblade med

  • 0,2 kg Lamdex pr. ha.

 

Mavrik er også godkendt mod rapsjordlopper, men midlet har svagere effekt end Lamdex.

Tabel5

Billede8

 

 

Vil du printe siden, kan du trykke Ctrl + P