Fokus på Marken nr. 31 - 24. September 2025
Det er stadig vigtigt at holde øje med rapsjordlopper i vinterraps, da mange marker spirer uens frem, og der kan være angreb på de mindste planter. Er de ældste planter over stadie 13 (3 blade) er det ikke længere muligt at køre med Lamdex. I stedet køres der i uens fremspirede marker med 0,1 kg/ha Kaiso Sorbie, der også har effekt mod rapsjordloppens larve, læs mere i afsnit nedenfor.
Indtil rapsen har 3-4 blade bekæmper vi rapsjordlopper og derefter er det rapsjordloppens larver, som vi skal være opmærksomme på, da angreb af den kan være meget tabsvoldene. Larverne minerer bladstilke, stængler og i værste fald hjerteskuddet, så rapsplantens vækst hæmmes totalt (se foto til højre). Disse symptomer viser sig typisk først i løbet af foråret.
Behovet for bekæmpelse af larveangreb kan ikke afgøres ud fra omfanget af bladgnav. Antal jordlopper og fastsættelse af bekæmpelsesbehov er tidligere blevet fastlagt via gule fangbakker i marken. Der er set store variationer i fangsten af jordlopper indenfor samme mark og derfor bliver denne registrering ikke længere udført og brugt til at fastsætte et bekæmpelsesbehov.
Er du i tvivl om mængden af lopper på din ejendom, eller har der været mange bladgnav af lopper i fremspiringsfasen, anbefaler vi, at du udfører en plansprøjtning, også selvom du tidligere sprøjtede mod de voksne rapsjordlopper.
Æglægningen begynder cirka 10 dage efter indflyvning til marken, og især i varme efterår lægges der mange æg.
Bekæmpelsestidspunktet mod larverne er fra ultimo september til medio oktober - dog tidligst fra at rapsen har 5 løvblade.
Bekæmpelse udføres med
- 0,1 kg Kaiso Sorbie pr. ha
Kaiso Sorbie er det eneste produkt, som må anvendes til bekæmpelse mod jordloppens larver efter afgrødestadie 13, hvor rapsen har 3 løvblade. Kaiso Sorbie må anvendes 1 gang pr. vækstsæson.
Husk at hvis rapsen har mere end 3 blade må man ikke anvende 0,2 kg Lamdex pr. ha, da Lamdex i efteråret kun må anvendes til og med st. 13 (3 løvblade).
Der er relativ stor fleksibilitet i bekæmpelsestidspunktet rettet mod larverne, og sprøjtningen kan med fordel udføres sammen med en anden planlagt kørsel f.eks. ukrudtsbekæmpelse med Belkar eller vækstregulering med Caryx.
Vær opmærksom på, at bekæmpelse er aktuel senere i uens fremspirede marker!
En vigtig parameter for et højt rapsudbytte er, at rapsen er velforsynet med næringsstoffer og her er mikronæringsstoffer ingen undtagelse. Hvad jorden kan stille til rådighed af mikronæringsstoffer, afhænger til dels af jordtypen og dens gødningstilstand, men også reaktionstallet spiller en rolle.
Raps behøver flere forskellige mikronæringsstoffer for at kunne udvikles godt inden vinter. Både mangan, bor, magnesium og molybdæn er essentielle for rapsens udvikling. F.eks. kan for lidt bor forårsage store udbyttetab. Bor bevæger sig med jordvæsken, det kan udvaskes, og under tørre forhold bliver det svært at optage for planterne.
- Bor er vigtig for at sikre en god udvikling og styrker overvintringen, som igen er grundlaget for et godt udbyttepotentiale. Mangel på bor optræder hyppigst på sandede jorde, og er typisk et problem, når det er tørt eller på nykalkede jorde.
- Ligesom kornafgrøder er raps også følsom overfor mangan, og det er mest udtalt på lette løse jorde. Har du raps på manganfølsomme arealer, kan der med fordel udsprøjtes flydende mangan.
- Tilførsel af magnesium er vigtig, når magnesiumbeholdningen i jorden er lav. Brug i så fald magnesiumkalk når du skal kalke, da det er en effektiv og billig måde at højne jordens magnesiumtal.
- Raps er desuden storforbruger af svovl, der også er en forudsætning for at optage kvælstof. Det meste optages om foråret, men op til 10 kg optages om efteråret. Husk, at rapsen ikke kan fuldgødes med svovl i efteråret.
Profi Universal og Profi Bor 150 er to flydende formuleringer, der er designet til at dække rapsens behov for flere typer af mikronæringsstoffer. Vi anbefaler i efteråret
- 1-2 x 1-2 l Profi Bor 150 fra st. 14-16 eller
- 1-3 x 1-2 l Profi Universal pr. ha + 1 x 1 l Profi Bor 150 pr. ha + 0,1 l NovoBalance fra st. 14-16.
Profi Universal kan tankblandes med både vækstreguleringsmidler, skadedyrsmidler, græsmidler og Belkar, mens Profi Bor 150 kan tankblandes med vækstreguleringsmidler, skadedyrsmidler og græsmidler. I tabellen nedenunder kan du se typerne af mikronæring og hvilke relevante planteværnsprodukter, de kan blandes med.
Blandingstabel for mikronæringsstoffer med relevante planteværnsmidler i efteråret
Blander man Profi Mangan NO3 og Profi Bor, skal der først tilsættes 0,1 l NovoBalance pr. ha for at forsure, dernæst Profi Mangan og til sidst Profi Bor. Det anbefales ikke at blande med yderligere produkter i denne blanding.
Husk, at alle Profi produkter skal i tanken som det sidste produkt, når der tankblandes og evt. pH sænkning skal i først!!
Alternativt til Profi Universal kan du bruge 5-10 kg EPSO Microtop pr ha., der dog er mere smalspektret (se skemaet nedenfor). EPSO Microtop bør ved blanding med planteværnsmidler udbringes i en 5% opløsning, hvilket betyder, at 10 kg EPSO Microtop bør anvendes i 200 liter vand pr. ha.
Modsat Profi produkterne, skal EPSO Microtop tilsættes sprøjtevæsken først og efter en god omrøring tilsættes planteværn til sidst.
I tabellen nedenfor kan du se detaljer omkring indholdet af næringsstoffer i de forskellige produkter.
Indhold af næringsstoffer i gram pr liter/kilo

Når du etablerer vintersæd sent, bør du kun gøre det med egnede arter som vinterhvede, triticale eller rug. Der kan sagtens være forskelle sorterne imellem om deres egnethed til sen etablering, forhør dig gerne hos din kontakt i DLG. Da sen såning betyder et smallere etableringsvindue og ringere buskning, bør du øge udsædsmængden og eventuelt give lidt startgødning.
Sår du efter den 1. oktober er det ikke tilladt at gøde vintersæden, så placering af startgødning er kun aktuel ind til slutningen af september med maximalt 15 kg N pr. ha. Tilfør for eksempel 75 kg DAP (NP 18-20).
Vinterhvede, triticale og rug kan udmærket etableres i oktober på milde lokaliteter. Plantetallet bør for alle sorter være højt, jævnfør tabellen nedenfor.
Retningsgivende plantetal pr. m2 for vintersæd

Ved sen såning skal afgrøden have medvind hele vejen til høst. Under fugtige forhold bør der tilføres sneglegift ved såning, da afgrøden gror langsomt ved fremspiring og er sårbar over en længere periode. Tilfør 4-6 kg Ferrex pr. ha.
Vinterbyg er ikke egnet til sen såning, da det reducerer udbyttet betragteligt, ligesom du ved sen såning af hybridrug skal huske den høje udsædspris.
Alle syv landsforsøg med triticale er nu opgjort. Arealet med triticale har over en årrække været faldende og udgør nu mindre end 5.000 ha. Alligevel har vi en ny spændende sort på vej fra Sejet Planteforædling, der er klar til salg i 2026. Den nye sort SJ 8501003, der gerne skulle få godkendt navnet Tirrano, er topscorer i årets landsforsøg med forholdstal 123. I år udbyder vi den velkendte sort Trias:
Trias er kendetegnet ved en god foderværdi og en fin kernekvalitet. Sorten har et kort stærkt strå og en god sygdomsresistens, særligt gulrust har Trias en god resistens imod.
Vil du printe siden, kan du trykke Ctrl + P