Kontakt os
DLG minder landmænd om belønning ved tidlige høstaftaler: “Fællesskabet vinder, når høsten er planlagt i god tid”
Om DLG / Presse / Nyheder
4. juni 2026

DLG minder landmænd om belønning ved tidlige høstaftaler: “Fællesskabet vinder, når høsten er planlagt i god tid”

Landmænd, der vil sikre sig en lavere pris for høstindlevering, når de vil levere høst til DLG, skal have aftaler i hus og prisfastsætte 35 % af deres afgrøder senest 15. juni. Det giver bedre overblik over årets mængder og sikrer en mere effektiv høstafvikling til gavn for hele fællesskabet.

Høsten er en af årets mest afgørende perioder i dansk landbrug. Når vejret rammer rigtigt, skal logistik, modtagelse, lagerkapacitet og afsætning gå op i en højere enhed. Derfor minder DLG nu sine andelshavere om, at fristen er den 15. juni for at få en kontant fordel gennem aftaler og prisfastsættelse af minimum 35 % af afgrøder.

Det er en del af DLG’s opdaterede handelsbetingelser for salg af afgrøder, som skal skabe større gennemsigtighed, bedre planlægning gennem høstsæsonen og en mere stabil og fair håndtering af leverancerne for alle andelshavere.

“Når vi kender mængderne i god tid, kan vi planlægge modtagelse, kapacitet og afsætning langt bedre. Det giver os mulighed for at sikre bedst mulig værdi på de efterfølgende handler på vegne af andelshaverne,” siger Mogens Toft Andresen, Segmentdirektør i DLG.

Behov for nye betingelser

For DLG viste høsten i 2025, at der er behov for at kunne planlægge flowet af afgrøder endnu bedre. Derfor blev der lavet nye handelsbetingelser i februar, hvor de kunder, der gennem klare aftaler, giver de bedste forudsætninger for at afsætte høsten, vil få bedre priser, mens omkostningerne ved manglende planlægning tydeliggøres.

”Man inviterer jo heller ikke til en fest uden tilmelding og svarfrist. Man vil gerne vide, hvem der kommer, så man kan planlægge ordentligt. Det samme gælder høsten,” forklarer han.

Det handler ikke alene om logistik. Det handler også om at sikre at der er plads til afgrøderne, når landmanden holder på brovægten, og den vej igennem sikre at DLG kan levere den bedst mulige service under høsten samt den største værdi for alle. Landmand Michael Rasmussen fra Hammel har allerede tegnet aftale med DLG for høst 2026.

“Udover at det bliver billigere for mig, så giver det mig også ro at få aftaler på plads, inden høsten går i gang. Så er der ikke lige pludselig nogle omkostninger, der stikker fra en. Så ved vi alle, at der er en aftale. Derfor synes jeg at det er sund fornuft at få meldt ind i god tid, og jeg ønsker ikke at gøre kornhandel mere kompliceret end det er. Vi delsælger undervejs og det kan vi stadig med de nye betingelser”, siger han.

Lavere pris for tidligere aftaler

For landmændene betyder fristen helt konkret, at der skal være indgået en gyldig kontrakt med DLG senest d. 15. juni, før høsten går i gang, hvis man ønsker guleroden i form af en lavere pris på indlevering af høst. Man kan også vælge at lave en aftale senere, men så stiger prisen fra 2 kr. pr. 100 kg, til 5 kr. pr. 100 kg. Ved sidste års høst var prisen 2,5 kr. pr. 100 kg. for alle. Derudover stiller DLG som krav, at ingen kører på brovægt uden en aftale, som man tidligere har kunnet.

”Når vi ved, hvad der kommer, så kan vi gøre det bedre for fællesskabet. Vi må desværre sige, at det tidligere har tæret på fællesskabet, når vi har modtaget store mængder i sidste øjeblik uden aftale. Det har ikke været fair overfor fællesskabet, og derfor har vi ændret betingelserne, sådan at fællesskabet vinder, når høsten er planlagt i god tid,” siger Mogens Toft Andresen, Segmentdirektør i DLG.

Høsten er et fælles projekt

De mere rettidige aftaler, giver nu en bedre mulighed for at sikre et smidigt høstforløb og udnytte kapaciteten bedst muligt.

“Jeg synes jo nok, at mange af os har glemt, at DLG er noget vi ejer sammen. Høsten er et fælles projekt. For mig giver det mening, at jo flere, der melder ind i god tid, desto bedre kan DLG planlægge til gavn for alle. Vi kan alle regne ud, at kornet er dyrt at flytte, og at det helst ikke skal flyttes for mange gange. Jo kortere kæde, jo mere værdi, og det er noget vi er fælles om at skabe,” siger landmand Michael Rasmussen.

DLG opfordrer derfor landmænd, der endnu ikke har fået aftalerne på plads, til at kontakte deres sædvanlige salgsperson hos DLG hurtigst muligt.

“Der er fin tid til at få tingene på plads, men vores klare opfordring er, at man ikke venter til sidste øjeblik. Jo tidligere vi får overblikket, desto bedre kan vi løfte opgaven sammen,” afslutter Mogens Toft Andresen, Segmentdirektør i DLG.