Kontakt os
Om DLG / Presse / Nyheder
8. maj 2019

Proteinindholdet bliver det mest afgørende

I forbindelse med DLG Innovation bliver der afholdt en konkurrence, hvor den af de seks deltagere der timer gødskningen i forhold til at opbygge protein i kernerne, vinder.

Følgende artikel er skrevet af Lars Kelstrup og er bragt i Marken d. 7. maj 2019 

Læs også om DLG Innovation, hvor der er fokus på planteavl i et højere gear  

  

Sjældent har udgangspunktet for at avle gode udbytter i vinterhveden været bedre, end den er i år. Og sjældent har det været sværere at vurdere præcis, hvor meget kvælstof jorden stiller til rådighed efter den omfattende tørke sidste år. 

Kvælstof-strategien bliver ikke desto mindre det afgørende, når vinderen af konkurrencen Protein i Vinterhvede skal kåres efter høst. 

Hele dyrkningskonceptet er nemlig ens for de seks deltagere i konkurrencen - på nær gødnings-strategien. Den bestemmer de seks deltagere selv. 

Allerede nu er det da også tydeligt at se, at de seks deltagere i konkurrencen griber det ret forskelligt an. Fem af kombattanterne går målrettet efter at få hveden godkendt som brødhvede efter høst. Yara sigter efter et højt udbytte og et proteinindhold på over 10,5 pct, så de kan opnå et tillæg til afregningsprisen. 

Brødhvede må ikke vækstreguleres. Det bliver derfor spændende at se, hvem der timer N-tildelingen bedst, og efter høst kan kåres som vinder af Protein i Vinterhvede. 

Sigter efter brød 

Kvælstof-normen for brødhvede på Sejet Planteforædlings lerjord er 268 kg N pr. hektar, mens normen for almindelig hvede er 224 kg N pr. hektar. 

Kvælstofprognosen viste, at der skal trækkes 15 kg kvælstof fra normen. 

"N-min analyser har vist, at der var 90 kg plantetilgængeligt kvælstof pr. hektar i jorden i foråret. Det er dobbelt så meget, som der plejer at være på Sejet Planteforædling. Det er derfor lidt af en joker", fortæller Lars Olsen, som deltager i konkurrencen for DLG. 

Han har ligesom Peter Trier Rasmussen tildelt hveden 18 kg kvælstof i form af en DAP-gødning i efteråret. 

"Jeg regner ikke med, at vi får noget for at have kørt med DAP-gødning i efteråret. DAP-gødning er især en fordel i de år, hvor vinterhveden har modgang i efteråret. Og det har der langt fra været tale om i efteråret 2018", siger Lars Olsen. 

Han tilføjer, at det derfor bliver gødningsstrategien i foråret, der bliver afgørende for konkurrencens udfald. 

Stor forskel i strategier 

Det er velkendt, at hvede, der gødskes tidligt med store mængder kvælstof, bliver kraftig og giver store mængder halm, mens sene gødskninger i maj og juni har stor betydning for hvor meget protein, der dannes i kernerne. 

Ved den første gødskning i foråret 1. marts varierede N-tildelingen fra 43 til 108 kg kvælstof pr. hektar. 

Størst mængde gav Martin Sørensen, der ligesom Jesper Ulnitz fra Yara satser på tre gødningstildelinger. Alle øvrige deltagere tildeler gødningen ad fire gange i foråret. 

Mindst mængde kvælstof gav DLG og Peter Trier Rasmussen, som havde tildelt DAP-gødning i efteråret og derfor nøjedes med henholdsvis 40 og 43 kg kvælstof pr. hektar ved den første tildeling. 

Anden tildeling blev foretaget 11. april, hvor der blev tildelt kvælstofmængder, der varierede fra 75 til 115 kg N pr. hektar. 

Martin Sørensen har med 189 kg kvælstof pr. hektar tildelt mest kvælstof, da der blev gjort status sidst i april. Han satser på, at hveden med en sengødskning med 64 kg kvælstof pr. hektar opnår et tilstrækkeligt højt proteinindhold til at blive godkendt som brødhvede - uden, at lejesæd koster udbytte. Det er en lidt anden strategi, end han praktisere på Bavelse Gods, hvor han iblander små doser flydende gødning i forbindelse med svampesprøjtningerne. 

Hos de øvrige deltagere i konkurrencen spænder tildelingen af kvælstof ved de to første tildelinger i foråret fra DLG's 133 kg kvælstof pr. hektar, til Kim Porsborgs 160 kg Kvælstof pr. hektar. 



Vigtig sengødskning 

Sengødskning af vinterhvede øger proteinindholdet i kernerne. 

I England er det ikke usædvanligt, at sengødske vinterhvede helt hen til hvedens væsktstadie 75. Det vil sige når kernerne er dejagtige. Den strategi anbefales ikke i Danmark, men Seges laver i år forsøg, hvor denne strategi afprøves. 

I Danmark anbefales det at sengødske vinterhveden med 30-40 kg kvælstof pr. hektar ved afsluttende skridning eller begyndende blomstring. Det øger normalt proteinindholdet i kernerne med 0,5-1 pct. Spredning af gødninger med en stor andel af nitrat giver en hurtig optagesle af kvælstoffet, mens gødninger med ammonium optages langsommere. Ved bladgødskning med urea, skal man være opmærksom på risikoen for svidning. 

Protein i Vinterhvede 

  • Protein i Vinterhvede er en konkurrence, hvor DLG udfordrer Yara og fire landmænd. 
  • Vinderen er den deltager, der har den bedste bundlinje efter høst. 
  • Kamppladsen er Sejet Planteforædling. 
  • Ved DLG Innovation 19. og 20. juni kan besøgende se parcellerne og tale med deltaerne i konkurrencen.

Konkurrencen 

  • Alle deltagerne dyrker sorten KWS Zyatt, og alle dyrkningsfaktorer er ens, på nær gødning. 
  • Kornet afregnes efter DLG's priser umiddelbart efter høst. 
  • Gødningsstrategien er afgørende for, om hveden kan godkendes til brød, eller hvor stort et proteintillæg der kan opnås. 
  • Gødningsstrategien bliver derfor afgørende for bundlinjen - og dermed hvem der efter høst kan kåres som vinder af Protein i Vinterhvede. 
  • Konkurrencen sponsoreres af Yara.