Kontakt os
800 landmænd studerede fremtidens afgrøder
Om DLG / Presse / Nyheder
12. juni 2025

800 landmænd studerede fremtidens afgrøder

DLG Innovation, der er en tilbagevendende begivenhed hvert andet år, blev med stor succes afholdt på Sejet Planteforædling i dag, d. 12. juni. Eventet tiltrak et betydeligt antal besøgende fra hele landet.

800 landmænd og interessenter i landbrugserhvervet besøgte Sejet Planteforædling i solskinsvejret til en dag med planterne i fokus. Sejets forædlere præsenterede de seneste nyheder inden for sorter, mens DLG's Agroteam gennemgik innovative løsninger og strategier inden for blandt andet gødning og plantebeskyttelse.

”DLG Innovation er en fantastisk mulighed for at vise landmænd og branchen, hvad vi kan med planteforædling. Hvert år tester vi 20.000 nye hvedesorter og 20.000 nye bygsorter med målet om at finde de få, der i fremtiden skal give planteavlerne sundere og mere robuste afgrøder, som giver et større udbytte i høsten,” siger Christoffer Hage, vicekoncerndirektør for DLG Planteavl.

Udover turene i de traditionelle afgrøder blev der også arrangeret specialture i økologi, proteinafgrøder, grovfoder og til laboratoriet, hvor besøgende fik et unikt indblik i det omfattende forædlingsarbejde, der hver dag udføres på Sejet.

Et gearskifte i planteforædlingen

DLG Group er majoritetsejer af Sejet Planteforædling, der i 2024 fik Novo Holdings med i ejerkredsen, og indledte dermed et strategisk samarbejde med målet om at investere i nye teknologier, som kan sætte fart på udviklingen af nye kornsorter både på nationalt og europæisk plan. Håbet er ligeledes, at der snart åbnes op for brugen af NGT-forædling, der kan speede processen op.

I foråret 2025 kom der et europæisk gennembrud, da EU-landene nikkede til at gå ind i de afsluttende forhandlinger om at åbne op for ny teknologi på området. Det vækker glæde hos CEO i Sejet Planteforædling, Birger Eriksen, som ser muligheden for at tage endnu større og hurtigere spring i planteforædlingen i fremtiden.

”NGT-forædling vil være et gearskifte for både Sejet og DLG i arbejdet mod en endnu mere klimaeffektiv landbrugssektor. Først og fremmest vil det give mulighed for at skabe afgrøder, der er mere robuste over for tørke og klimaforandringer. Det vil samtidig sikre en mere optimal planteværns- og kvælstofudnyttelse uden at gå på kompromis med udbytterne. Vi håber, at vi om få år på en dag som i dag kan vise nye teknologier og endnu bedre resultater frem,” siger han.  

Den næste udgave af DLG Innovation vil finde sted i 2027.