16. december 2021
Vi høres ved: ´Siloen´ er DLG’s nye podcastserie
DLG-koncernen har fået sin helt egen podcastserie, som er døbt ´Siloen´. Podcasten vil udkomme én gang i måneden og vil indeholde viden om, hvad der rør sig i DLG-koncernen og i verden omkring os. Så lyt med, bliv klogere og kom også gerne med input til mulige emner - uanset om du er medarbejder, ejer eller kunde. For ’Siloen’ er også dit podcastmedie.
Pressemeddelelser, video, artikler, annoncer og nyhedsbreve. Kært barn har mange navne. I DLG kommunikerer vi på forskellige måder tilpasset både indhold og målgruppe, og fra dags dato er vi også aktive på lyd. I dag er der nemlig premiere på DLG´s nye podcastserie, Siloen.
Du kan lytte til første afsnit ved at klikke her – ligesom at du kan finde podcasten igennem apps som iTunes, Spotify og Google Podcast på din mobiltelefon eller tablet. Du finder podcasten ved inde på appen at søge på Siloen, hvor du samtidigt også har mulighed for at ´følge´ podcasten, så du får notifikationer, når et nyt afsnit er tilgængeligt. Der vil blive udgivet et nyt podcastafsnit en gang i måneden.
”Med podcastmediet har vi muligheden for at gå i dybden med emner, der vedrører alle de områder DLG-koncernen beskæftiger sig med på en mere autentisk og levende måde end ellers. I Siloen inviterer vi gæster ind til en snak, der kan gøre kollegaer og kunder klogere på, hvad der rør sig i forretningen,” siger Mette Sehested, kommunikationsdirektør i DLG.
Podcast er et fleksibelt medie
En undersøgelse lavet af Gallup i 2020 viste, at hver tredje borger i Danmark lytter til podcast minimum én gang i ugen. I 2017 var tallet nede på 15 procent. Den stigende udvikling skyldes både et større udbud, men samtidig er podcasts blevet en naturlig måde at modtage information på, fordi det er et medie, der kan anvendes, uanset om man sidder på kontor, arbejder på fabrik, løber en tur eller kører på landevejen.
”Vi vil gerne give vores kollegaer muligheden for at orientere sig i, hvad der sker i DLG-koncernen på flere forskellige mediekanaler. Nogle kollegaer foretrækker at læse vores medarbejderblad Råstof, andre holder sig opdateret på intranettet, og fremover kan de også vælge at lytte til Siloen,” siger Mette Sehested.
I første omgang udkommer Siloen på dansk, men på sigt, er der også mulighed for, at der kan komme episoder på andre sprog. Bag mikrofonen sidder de to faste værter, Ditte Søholm Bennetsen og Jacob Jensen, der begge er kommunikationskonsulenter i DLG. I første afsnit gæster administrerende direktør i BioRefine Denmark, Vagn Hundebøll, studiet for at fortælle mere om BioRefine, der nu er igennem sin første sæson med produktionen af grønne proteiner.
Ris, ros og input
Siloen er DLG´s egen podcastserie, og derfor vil vi også gerne have dit lytter-input. Send ris, ros eller forslag til emner på kommunikation@dlg.dk.
Vi høres ved.