30. juni 2026
Lederskifte i Svenska Foder
Svenska Foder annoncerer et planlagt skifte på CEO-posten. Efter mange år som CEO har Carsten Klausen besluttet at træde tilbage fra sin rolle ved udgangen af 2026. Peter Annas tiltræder som ny CEO den 1. januar 2027.
Peter Annas kommer fra Lantmännen, hvor han gennem næsten 30 år har haft en række lederroller i koncernen – senest som CEO for Lantmännen Maskin siden 2023. Han kommer til Svenska Foder på et tidspunkt, hvor virksomheden sammen med resten af DLG Group gennemgår en forretningstransformation gennem ReGen-programmet, der bl.a. har til formål at skabe større værdi for DLG's ejere og kunder.
Peter Kjær Jensen, EVP for Agriculture Business Group, er meget tilfreds med at have fundet den rette person til at fortsætte udviklingen af Svenska Foder efter Carsten Klausens fratrædelse:
“Jeg vil gerne rette en stor tak til Carsten for 20 års enestående indsats, hvor han har været med til at opbygge Svenska Foder til den stærke virksomhed, den er i dag. Vi står godt rustet til fremtiden med en solid og konkurrencedygtig landbrugsforretning i Sverige. I takt med at DLG Group fortsætter ReGen-transformationen, glæder det mig, at Peter Annas skal stå i spidsen for denne vigtige rejse for vores svenske forretning. Med sin omfattende erfaring, stærke lederskab og dybe forståelse for svensk landbrug er han særdeles godt rustet til at videreudvikle Svenska Foder i de kommende år.”
Peter Annas har altid haft et stærkt engagement i svensk landbrug og drives af ønsket om at skabe værdi for kunderne og bidrage til en konkurrencedygtig og bæredygtig fødevareproduktion:.
“Jeg er meget glad og stolt over at få mulighed for at overtage rollen som CEO for Svenska Foder. Det er en stærk virksomhed med en tydelig position i svensk landbrug, og jeg ser frem til at fortsætte udviklingen af forretningen sammen med medarbejderne. Svenska Foder er en virksomhed, jeg længe har fulgt med stor interesse udefra – med en stærk international ejer, en familiær kultur og meget dygtige medarbejdere med et klart kundefokus. Det tiltaler mig meget.”
Efter mere end 35 år i DLG Group, heraf cirka 20 år i Svenska Foder, overdrager Carsten Klausen en virksomhed, der har gennemgået en markant udvikling:.
“Jeg har haft privilegiet at arbejde i Svenska Foder i mange år og er utrolig stolt af det, vi har opnået sammen. Vi har firedoblet vores omsætning siden 2003, hvor DLG Group blev medejer, og vi har gennem årene opbygget en stærk markedsposition. Det er vores medarbejdere, der har gjort denne rejse mulig. Jeg er meget stolt af det team, vi har opbygget, og jeg kommer til at savne det fællesskab, vi har.”
Efter sin tid som CEO fortsætter Carsten Klausen i DLG Group som senior adviser med fokus på forretningsudvikling, opkøb og strategiske initiativer, samtidig med at han bidrager til at sikre en smidig overgang i Svenska Foder.