9. april 2021
Grøntriticale - Grønkorn med stort potentiale for udbytte og kvalitet
Vintertriticale er en ny, højtydende grønafgrøde til kvægbrug og biogas. Triticale kan høstes tidligt og give græsudlæg en tidlig start. Udbyttepotentialet er meget højt og kvaliteten god ved rettidig snitning.
af Jens Bagge, Sejet planteforædling
Overraskende udbytter og fin kvalitet
Forsøg med grøn-triticale ved Sejet Planteforædling har ydet over 8000 FE pr. ha. Der var altså 1500 FE pr. ha. mere i grøn-triticale end i grøn-rug i samme forsøg. Samtidig var det lettere at holde en god kvalitet i triticale på 1,21 kg ts/FE sammenlignet med grøn-rug, hvor kvaliteten faldt hurtigt omkring skridning. Proteinindholdet i grøn-triticale blev i forsøg målt til 11,7. Det er som i græs påvirket af gødskningsniveau.
Udsædsmængden i triticale har i forsøgene med udlæg af græs været 250 spiredygtige planter pr. kvadratmeter (ca. 140 kg. udsæd/ ha.). Etablering- og genvækst af udlæg presses relativt ved større udsædsmængde og sen høst af triticalen.
Skårlægning af grøn-triticale.
Gødning skal tildeles tidligt
For at udnytte triticalens potentiale skal afgrøden passes rettidigt. Først og fremmest skal grøn-triticale tidligt gødes fuldt op. Arten busker sig kraftigt og har en aggressiv vækst. Pas derfor på ikke at komme for sent og med en for lille mængde gødning.
Praktiske erfaringer fra 2020 viste, at vælges gylle som gødning, skal tildeling ske tidligt. For sen tildeling af gylle medfører risiko for tilsvining af afgrøden samt for dårlig vækst op til snitning. Det kan under alle omstændigheder anbefales at starte triticalen op med handelsgødning.
Grøn-triticalen kræver grundig forvejring
Efterår/vinter 2020/21 har budt på gode vækstbetingelser for vinterafgrøderne, og selv med lidt vinter i februar, har der ikke været meget vækststandsning. Derfor forventes vækststart og snitning af grønkorn at være relativt tidlig i 2021.
Grøn-triticalen ved Sejet Planteforædling blev høstet ved halv gennemskridning af akset midt i maj. Ønskes maksimal foderkvalitet kan afgrøden høstes tidligere. Er der større krav til højt udbytte end til kvalitet kan snitning foregå senere end midten af maj.
Hvis triticale-slættet er kraftigt og -mængden stor, skal der ofres tilstrækkelig opmærksomhed omkring grundig forvejring for at opnå det ønskede tørstofindhold i den kraftige afgrøde.
Hvis du vil vide mere om grøn-triticale er du velkommen til at spørge hos din DLG-salgskonsulent