Grønne proteiner i fremtidens foder
Lokalt producerede grønne proteiner kan være en af vejene til at gøre fremtidens foder mere bæredygtigt, og de foreløbige resultater fra forsøg med grønt protein baseret på økologisk græs og lucerne ser lovende ud. Målet er, at græsproteinet på sigt kan erstatte en del af den soja, landbruget bruger i foder i dag.
I dansk landbrug arbejdes der intensivt på at udvikle lokalt producerede proteinkilder til foder, og DLG-koncernen er ingen undtagelse. Før de nye proteinkilder tages i brug skal effekten som en del af foderblandingen undersøges grundigt. Derfor har DLG gennemført en række tests for at undersøge om protein fra økologisk græs og lucerne kan erstatte nogle af de proteinkilder, der bruges i foderet i dag.
De første tests af græsproteiners effekt i foder til smågrise viser flotte resultater. Over en periode på seks uger var der ingen signifikant forskel på tilvæksten, hvad enten grisen blev fodret med almindelige foderblandinger eller foderblandinger tilsat grønne proteiner. Det er Troels Møller Olesen, direktør for Husdyrekspertise i DLG Danmark, meget tilfreds med:
”Det er vigtigt for DLG, at vi både udvikler og tester vores produkter, så kunderne kan være sikre på, at kvaliteten er i top. Resultaterne af de tests vi har gennemført, viser potentialet for grønne proteiner i fremtidens foder, og jeg er stolt over, at vi snart er klar med et produkt, som giver den enkelte landmand muligheden for at fodre med en grønnere profil.”
Foruden grønne proteiner arbejder DLG også for at udvikle andre lokalt producerede proteiner som eksempelvis lupin, hestbønner og ærter.
Samarbejde om fremtidens landbrug
På den forretningsmæssige side er DLG godt i gang med at etablere en produktion af degrønne græsproteiner. I et partnerskab med de to andelsselskaber, DLF og Danish Agro, har DLG stiftet selskabet BioRefine Denmark A/S, der et proteinanlæg ved Nybro i Vestjylland, som skal producere koncentreret protein af kløvergræs og lucerne til økologisk foder. Vagn Hundebøll, vicekoncerndirektør i DLG og adm. direktør i BioRefine Denmark siger: ”Verden står over for en klimaudfordring og en grøn omstilling, hvor vi også skal kigge ind i, hvordan vi kan producere flere plantebaserede fødevarer. Der spiller vi som landbrugsselskab en vigtig rolle i at finde nye løsninger, der kan hjælpe vores kunder med at gøre deres produktion af fødevarer grønnere i fremtiden. Med de lovende testresultater, vi har set indtil nu, så tror jeg, at grønne proteiner kan komme til at spille en betydningsfuld rolle.” Planen er, at BioRefine Denmark A/S starter produktionen af grønne proteiner i maj 2021.