Kontakt os
DLG udbetaler 135 mio. kr. til ejerne og sætter øget fokus på bæredygtige løsninger
Om DLG / Presse / Nyheder
10. februar 2021

DLG udbetaler 135 mio. kr. til ejerne og sætter øget fokus på bæredygtige løsninger

DLG’s repræsentantskab har godkendt den største overskudsdeklarering i selskabets historie og sender 135 mio. kr. ud til andelshaverne. Den samlede overskudsdeklarering over de seneste fem år kommer dermed tæt på 600 mio. kr.

Niels Dengsø Jensen, bestyrelsesformand i DLG, siger: 

”I år overskudsdeklarerer vi 135 mio. kr. til vores ejere, de danske landmænd, hvilket svarer til en forrentning af andelskapitalen på 11%. Det er den største overskudsdeklarering i DLG’s historie, og at vi over de seneste fem år samlet har overskudsdeklareret næsten 600 mio. kr. til vores ejere, er et bevis på, at DLG er et solidt indtjenende selskab med gode finansielle nøgletal, en velfungerende strategi og tre stærke forretningsområder.”

Internationale resultater bidrager positivt til det danske hjemmemarked

”Der er leveret meget flotte resultater fra alle forretningsområder i år, og det vidner om, at DLG er et af Europas førende landbrugsselskaber. Med vores strategi har vi over de seneste år udbygget den position, og samtidig har vi haft fokus på omkostninger og styrket vores finansielle nøgletal. Det gør, at DLG i dag står stærkt med både en velfungerende dansk forretning og bred portefølje af internationale aktiviteter, som tilsammen skaber værdi for de danske ejere,” siger Niels Dengsø Jensen. 

DLG’s internationale aktiviteter bidrager med størstedelen af koncernens indtjening, og Niels Dengsø Jensen understreger, at det er medvirkende til, at DLG de seneste år har været i stand til at investere i store danske projekter. Senest Vilofoss-fabrikken i Brædstrup, hvor der tages første spadestik i år, samt moderniseringen af de to foderfabrikker i henholdsvis Skave og Vrå. 

”I bestyrelsen og repræsentantskabet har vi desuden været med til at sætte gang i en større transformation af den danske forretning, hvor målet er at skabe en bedre kunde- og købsoplevelse ved at tage udgangspunkt i den enkeltes behov. Det er et projekt, der tydeligt viser, at i DLG arbejder forretningen og ejerne sammen om at skabe de bedste løsninger til landmanden,” siger formanden.  

Bæredygtige løsninger i fokus

Løsninger er også i fokus i 2021, hvor DLG for alvor sætter fart på bæredygtighedsindsatsen. Med lanceringen af koncernens bæredygtighedsplan er der sat en klar retning for, hvordan der over de kommende år skal fokuseres på at skabe løsninger, der kan hjælpe DLG’s ejere og kunder mod en mere bæredygtig fremtid.

”For at være konkurrencedygtige skal vi til enhver tid kunne tilbyde vores kunder og ejere markedets bedste produkter og løsninger, og det gælder også inden for bæredygtighed. Når jeg taler med mine kolleger i landbruget, så understreger de, at der er brug for, at vi ikke kun fokuserer på de klimamål, vi skal indfri om 10, 20 og 30 år, men endnu mere på at finde de løsninger og muligheder, der skal bringe os derhen,” siger Niels Dengsø og fortsætter:

”Det er et arbejde, vi allerede er godt i gang med, men som vi nu sætter endnu mere tryk på. I år åbner Team i Tyskland den første brint-påfyldningsstation, vi går i gang med at producere grønne proteiner, og vi fortsætter udviklingen af bæredygtige kornsorter samt ressourceeffektive foderløsninger og ingredienser, der kan være med til at nedbringe klimaaftrykket fra den enkelte bedrift.”