Kontakt os
Mange grisebesætninger kan karakteriseres som noget nær anæmiske.
Foder / Gris
4. juli 2022

Jernforsyning og jernmangel (anæmi) hos grise

DLG/Vilofoss’ konsulenter har målt hæmoglobinværdier hos et større antal pattegrise før fravænning. I lighed med andre, mere videnskabelige undersøgelser, viser vores resultater, at mange danske grisebesætninger kan karakteriseres som noget nær anæmiske.

Jernmanglen (anæmi) betyder, at hæmoglobinniveauet ikke er så lavt, at det direkte påvirker grisenes sundhedstilstand, men at grisenes vækst efter alt at dømme er hæmmet. Fra dyrlægers side estimeres det, at ca. 75% af grisene i danske stalde er let anæmiske eller decideret anæmiske.

Fakta om grise og jernforsyning

Grise fødes med ca. 50 mg jern i kroppen, hvoraf de 90% allerede er bundet som hæmoglobin. Da der kræves ca. 67 mg jern pr. kg tilvækst og jernforsyningen til pattegrisene via somælk er meget begrænset, så er der behov for optagelse af ca. 325 mg ekstra jern i dieperioden. 

Ved injektion af jern tilføres normal 200 mg jern. Derfor kan grisen ved fravænning beregnes at være i jernunderskud med ca. 135 mg. Det er vigtigt, at grisen tildeles injektionsjern inden det medfødte depot på 5mg er opbrugt inden dag 5.

Læs også: Undgå jernmangel for 20 øre pr. gris 

Grænseværdier hæmoglobinniveau (Hb) hos grise

Der er lidt divergerende værdier for anbefalet hæmoglobinniveau (Hb) hos grise, men generelt kan grænserne angives således:
< 30-40 g/l: Høj sandsynlighed for død
<90 g/l: Anæmisk
90-110 g/l: Let anæmisk
>110 g/l: Tilstrækkelig/optimal*
*LIFE/KU angiver 124 g/l som minimum værdi 

Hvad sker der ved (for) lavt hæmoglobinniveau hos grise?

Når hæmoglobinindholdet i blodet bliver for lavt, kan der ikke transporteres den samme mængde ilt. Grisen kan dermed ikke fungere fysiologisk optimalt. Det betyder, at immunfunktion og stofskifteniveauet falder og grisen har dårligere produktivitet.

En dansk undersøgelse har vist en sammenhæng mellem hæmoglobinniveau ved fravænning og tilvækst de første uger efter fravænning; ~1,8 g dgl. tilv. /g Hb/l. Det er dog uvist, om et ernæringsmæssigt øget hæmoglobinniveau vil have samme effekt.

Andre årsager til anæmi hos grise?

Grisenes generelle sundhedstilstand/infektionsniveau påvirker hæmoglobinniveauet i blodet, men en hyppig årsag til anæmi hos pattegrise er dårlig injektionsteknik. Eksempelvis at: 

  1. Stemplet trykkes ind MENS nålen trykkes ind, hvilket skaber jern-depot i fedtvævet, som ikke er tilgængeligt for grisen.
  2. ”Backflow”, hvor der løber lidt jernopløsning ud, når kanylen trækkes ud. Det resulterer let i 10% underforsyning.
  3. Kuldstørrelsen spiller også ind, da det er påvist, at sidstfødte gris typisk vil have et lavere hæmoglobinindhold i blodet, end de førstfødte.
    Af andre fokusområder kan nævnes:
  4. E-vitamin underskud hos so og grise.
  5. Underforsyning af kobber og B6 vitamin.
  6. Jernunderskud hos soen blodtab i mave og/eller tarm, samt soens alder. 

Hvad kan gøres for at sikre jernforsyningen til pattegrise?

Underskuddet ved fravænning kan søges dækket gennem ekstra injektion. En evt. tildeling af ekstra injektionsjern bør ikke ske som større dosis, da større mængder end ca. 200 mg i en og samme injektion kan virke toksisk. En ekstra injektion bør snarere gives ca. 1 uge før fravænning. Da en ekstra injektion sidst i diegivningen er en væsentlig arbejdsmæssig belastning, og det forøger infektionsrisikoen, så vil forsyning af jern via orale kilder være mere relevant. Mulighederne er:

  • Drikkejern: Kræver dog investering i teknisk udstyr til opblanding i drikkevand, ligesom pattegrises vandoptagelse kan påvirkes væsentligt af soen malkeevne. Indeholder uorganisk jern og mælkesyre. Nogle produkter hævder at indeholde jern-laktat, men det forekommer ikke at være dokumenteret.
  • Creep foder: Behovet for ekstra jerntilskud vil ligge sidst i dieperioden, hvor det er muligt at få grisene til at optage foder. Foderet skal indeholde en let optagelig jernkilde, og vil også forsyne grisen med andre vigtige næringsstoffer. Organisk jern anbefales.
  • Jernpasta: Kræver ligesom injektion en manuel håndtering af grisene. Indeholder forskellige uorganiske/organiske jernkilder
  • Strø-jern: Kræver ligesom med fodertildeling, at grisene optager strø-jern i en tilstrækkelig mængde, og at strø-jernet er af en god kvalitet med høj optagelighed. Indeholder forskellige uorganiske/organiske jernkilder. Varierende erfaringer med optagelse og effekt.

Hvad kan gøres for at sikre jernforsyningen hos søerne?

  1. Optimeret mineral- og vitaminforsyning til soen. 
  2. Sund mave/tarmfunktion.
  3. Undgå parasitter. 

Tidligere undersøgelser har ikke vist nogen effekt af moderat øget tildeling af jern i form af jernfumarat.  Forsøg finder dog effekt ved meget høje doser af jernfumarat i foderet. Endnu er det dog uklart om et øget hæmoglobinniveau hos søerne, vil have indflydelse på grisenes hæmoglobinniveau.
Se vores jernsortiment her

Kontakt kundecenter
Gris