Kontakt os
Foder / Kvæg / Grovfoder og ensilering
18. september 2021

God græsensilage bliver endnu mere værd

Mange flere mælkeproducenter skal producere non-GM-mælk i løbet af det kommende års tid. Den største ændring ved overgang til non-GM-fodring er en højere pris på sojaskrå. Derfor giver det god mening at sætte ekstra fokus på at øge græsensilagens kvalitet og proteinindhold allerede i den forestående græssæson.

Sene slæt indeholder mere protein

Når man sigter efter at slå græsset tidligt, for at opnå en høj fordøjelighed, får man samtidig det bedst mulige indhold af råprotein i de enkelte slæt. Det er samtidig sådan, at der er mere råprotein i de sene slæt sammenlignet med de tidlige slæt. Et gennemsnit af analyser fra 2017-2019 viser et indhold af råprotein i første slæt på 15,4 procent uafhængigt af, om det er græs eller kløvergræs, mens tallet i fjerde og femte slæt ligger mellem 17,9 og 19,6 procent. I de sene slæt er indholdet af råprotein altså højere end det gennemsnitlige proteinniveau i en malkekoration, der typisk ligger mellem 16 og 18 procent.

Med et højt protein-indhold og en relativ høj fordøjelighed i fjerde og femte slæt, kan de sene slæt erstatte indkøbt protein i rationer til malkekøer, hvis ensilagekvaliteten og smagbarheden er i orden. 

Senslæt
Figur 1. Gennemsnitligt tørstofindhold og andel af råprotein (procent af tørstof) i hhv. græs og kløvergræsensilage med stigende slætnummer.

Bevar mest muligt protein på AAT-form.

Når græsset er slået, ligger andelen af råprotein rimelig fast, men ensileringsprocessens forløb spiller en stor rolle for, hvor meget råprotein der bevares på den mest værdifulde form, dvs. på AAT-form.

I de sene slæt er tørstofindholdet generelt lavere end i de tidlige slæt, som vist i figur 1. Det lave tørstofindhold i de sene slæt er en udfordring i forhold til at bevare proteinkvaliteten under ensilering. Ved lavt tørstofindhold omdannes en betydelig del af de naturlige aminosyrer til peptider og NH3-N under ensileringsforløbet. Det skyldes at processen forløber langsommere ved lavt tørstof i græsset.

Ved tilsætning af forgæringsfremmende ensileringsmiddel kan man bevare mere protein på AAT-form. Forgæringsfremmende ensileringsmidler øger ensileringshastigheden. Tilsætter man flere bakterier, dannes der mere mælkesyre pr. tidsenhed, hvilket giver en hurtigere ensilering. På den måde kan man mindske nedbrydningen af protein og bevare mere protein på AAT-form.

Ensileringsmidler har effekt

Alle kan se at prisen pr. FE i græs stiger når vi tager femte slæt i stedet for fjerde.

Hvorfor tager vi så femte slæt? Ja, det gør vi fordi fordøjeligheden af det høstede græs som gennemsnit bliver bedre med femte slæt, og fordi vi ved at ensilage med 1,05 kg ts/FE giver højere grovfoderoptagelse og/eller mere mælk ko ved sammenligning over til ensilage med 1,20 kg ts/FE, alt andet lige. I praksis er det imidlertid næsten umuligt på den enkelte bedrift at opgøre merværdien af ensilage med 1,10 kg ts/FE. Det er imidlertid de færreste som er i tvivl om, hvilken ensilage de helst vil fodre med.

På samme måde forholder det sig med anvendelse af ensileringsmiddel. I regnskabet er der nemt at se omkostningen til ensileringsmiddel, men hvor er det lige man skal kigge efter den positive effekt?

I regnskabet skelnes der almindeligvis ikke mellem brutto- og netto-udbytter i grovfoder. Derfor kan man ikke direkte finde værdien af et mindre ensileringstab i regnskabet. Man kan heller ikke direkte aflæse værdien af en bedre protein-kvalitet.

Der hersker imidlertid ikke tvivl om ensileringsmidlernes effekt. En forskergruppe har for nylig konkluderet, at en bred vifte at homofermentative mælkesyrebakterier påvirker ensilagekvaliteten positivt og fremmer køernes ydelse ved korrekt anvendelse. Ligesom man vælger at investere i en 5-slæt-strategi i et forsøg på at sikre sig græs med høj fordøjelighed, er en investering i ensileringsmidler med henblik på at mindske ensileringstab og bevare den bedst mulige proteinkvalitet i græsensilagen også et valg man træffer. Omkostningen til ensileringsmiddel ser måske stor ud, men det drejer typisk om en investering i størrelsesorden 3-6 øre/FE alt afhængig af hvilken type middel og koncentration af bakterier, der vælges.

Læs mere om ensilering her