Kontakt os
Danæg opkøber ægpakkeriet Henriettelund
Om DLG / Presse / Nyheder
29. december 2017

Danæg køber ægpakkeriet Henriettelund

Med virkning fra den 1. januar 2018 overtager Danæg koncernen alle aktiver i ægpakkeriet Henriettelund i Randers. For Jens Andreasen 76 år har det været vigtigt at sikre den helt rigtige køber af hans livsværk Henriettelund.
Virksomheden ”Henriettelund” har en lang historik, og brugen af navnet går helt tilbage til 1931. I 1967 etablerede Jens Andreasen ægpakkeriet Henriettelund og lige siden har både navn og det tilknyttede logo været kendt i branchen og blandt forbrugerne.

Nuværende ejer og stifter af Henriettelund, Jens Andreasen udtaler følgende om salget af Henriettelund til Danæg:

- Det har været afgørende for mig at finde den helt rigtige køber af Henriettelund, der tilgodeser og respekterer det mangeårige samarbejde jeg har haft med mine kunder og leverandører. Jeg glæder mig at give stafetten videre til Danæg, og ser frem til at nyde mit otium med ro i maven.

Henriettelund pakker årligt knap 25 millioner æg og leverer æg til flere af de store danske detailkæder.

For koncernchef Jann Dollerup Vig Jensen fra Danæg, er opkøbet af Henriettelund en vigtig brik i Danægs strategi, og han ser et godt match mellem de to virksomheder:

- Henriettelund distribuerer i dag æg til mange af de danske detailkunder og overtagelsen passer således rigtig godt til virksomheden og de ambitioner der er for fremtiden, udtaler han og fortsætter:

- Vi er glade og stolte over, at Jens valgte at sælge sit livsværk til netop Danæg og vi vil gøre vores for at leve op til denne tillid. Vi har ingen planer om at ændre navnet Henriettelund på bakkerne. De danske forbrugere kender allerede produktet og ved hvad de står for. Det vil derfor kun vil være en styrke at bibeholde de karakteristiske bakker på detailhandlens hylder.

Jens Andreasen udtrykker både glæde og stolthed over, at Danæg også vil fastholde navnet ”Henriettelund” fremadrettet.