Foder

Marken

Økologi

Energi & Service

Hvad, der startede som plantegninger og et 50-50 joint venture mellem den franske landbrugskoncern Agrial og DLG’s datterselskab Vilofoss, er nu blevet til det officielle klip i snoren. Kvægmineralfabrikken ’Ouestmin’ i Frankrig producerer allerede på næsten højeste kapacitet.
”Vi er utrolig stolte af vores nye fabrik, Ouestmin, som vi netop har indviet sammen med den franske landbrugs- og fødevareminister og vores stærke samarbejdspartner Agrial. Det er meget glædeligt, at DLG og Vilofoss’ fodfæste i Frankrig er øget betragteligt. Fabrikken er den mest moderne af sin slags i Europa, derfor har vi selvfølgelig høje forventninger til produktionen og det store franske marked, som ofte bliver betegnet som Europas vigtigste landbrugsland,” siger koncerndirektør i Vilofoss Jacob Holm.
Med til indvielsen af den nye Ouestmin-fkvægmineralfabrik var koncernchef for Agrial, Arnaud Degoulet (tv.), Frankrigs landbrugs- og fødevareminister, Stéphane Travert, som klipper snoren, og koncerndirektør for Vilofoss, Jacob Holm.
DLG og Agrial har sammen investeret 11. mio. euro (82 mio. kr.) i Ouestmin-fabrikken, der er Europas mest moderne vitamin- og mineralfabrik. Fabrikken bruger 60% mindre energi sammenlignet med en almindelig mineralfabrik. Den lever derfor op til DLG’s mål om moderne produktion med lavere energiforbrug.
Ouestmin skal fungere som hovedleverandør af kvægmineraler til Normandiet og Bretagne, som er et af de vigtigste områder for Frankrigs mejeriindustri, og hvor
Agrial har betydelige markedsandele.
DLG-koncernen har for nylig samlet alle sine datterselskaber i forretningsområdet Vitaminer & Mineraler under ét brand: Vilofoss. Det drejer sig om Vitfoss (Danmark), Calcialiment (Frankrig), Deutsche Vilomix (Tyskland) og Fodermix (Sverige), som fremadrettet alle vil hedde Vilofoss. Selskabet er med en omsætning på 390 mio. euro blandt de største aktører på det europæiske marked for vitaminer og mineraler til husdyrproduktion, og er blandt de bedst indtjenende forretningsområder i DLG-koncernen.