Kontakt os
Høsten halvt i hus - God kvalitet i fine udbytter
Om DLG / Presse / Nyheder
12. august 2020

Høsten halvt i hus - God kvalitet i fine udbytter

Den danske høst er på landsplan mere end halvt i hus. Den seneste tids sommervejr og vejrudsigten for den kommende uge er medvirkende til, at DLG forventer travlhed, og at landmændene forventes at være færdige med høsten inden for 14 dage.

DLG vil igen i år aftage cirka halvdelen af alle de afgrøder, som danske landmænd sælger, og kan dermed rimeligt klart vurdere, hvor langt de danske landmænd er kommet med årets høst.

COO i DLG, Niels Søren Rasmussen, siger:

”Vi er på landsplan over halvvejs færdige med årets høst. Men der er store lokale forskelle, hvor det østlige Danmark er længst, mens landmændene i Vest- og Nordjylland mangler noget mere. Med den gode vejrudsigt regner vi med, at høsten er i hus inden for et par uger”

Tyder på travlhed og god kvalitet

Selvom sommervejret har ladet vente på sig, har der i begyndelsen af august været formidabelt høstvejr for landmændene. Niels Søren Rasmussen forventer, at der kommer tryk på kedlerne i den kommende uge.

”Indtil nu har vi set fine, tørre udbytter af god kvalitet. Vi er nu klar til at få den sidste del af høsten i hus sammen med vores kunder. Som vejrudsigten ser ud lige nu, bliver der travlhed i den kommende uge, men vi har prøvet det mange gange før, og vi står godt rustet til at tage imod landmændenes udbytte.”

Et løft af logistikken

DLG har i de seneste år investeret massivt i nye anlæg, modtagepladser og tørrerier for at optimere logistikken omkring høsten. Flere steder har man udvidet asfaltpladser, så det er mere effektivt for landmanden at få tippet af og køre retur til marken. Samtidig har DLG også stor glæde af den nye kornterminal på Masnedø, der blandt andet bruges til at eksportere store mængder af korn til det globale marked.

”Det er vigtigt for os, at landmanden kan komme til os med sit udbytte uden at opleve lang ventetid for at komme på brovægten. Vi kan se at optimeringen af logistikken giver en bedre høstoplevelse og det skaber i sidste ende værdi for både ejere og kunder.”

DLG forventer at modtage godt 2 mio. tons afgrøder i forbindelse med årets høst.