Kontakt os
DLG modtager 53.000 tons bæredygtigt soja på Aarhus Havn
Om DLG / Presse / Nyheder
4. juni 2021

DLG modtager 53.000 tons bæredygtigt soja på Aarhus Havn

Landbrugsselskabet DLG arbejder målrettet for at sikre, at al soja som koncernen importerer, er ansvarligt og afskovningsfrit produceret senest i 2025. I disse dage losser DLG 53.000 tons bæredygtigt soja på Aarhus Havn, og man er dermed godt på vej mod første delmål.

DLG har igennem flere år arbejdet for at fremme produktionen af bæredygtig soja, og med koncernens bæredygtighedsplan ZERO, som blev præsenteret tidligere på året, har DLG sat sig et konkret mål om at alt importeret soja i 2025 skal være bæredygtigt og afskovningsfrit produceret. I disse dage ser man et skridt på vejen mod det – Her losser DLG 53.000 tons bæredygtigt soja fra Sydamerika på Aarhus Havn, som skal forsyne sojabehovet i dansk landbrug. Med denne sending er man godt vej mod de knap 200.000 tons, som koncernen skal importere for at nå 20 procents målet for 2021.

Vicekoncerndirektør i råvarer, Jesper Westmark Andersen siger:

”Vi er bevidste om, at vi som importør af soja har et ansvar for, at det vi køber, er produceret på en ansvarlig måde. I DLG har vi sat os konkrete mål, hvor 20 procent af den totale importerede mængde i 2021 skal være bæredygtigt soja. I de kommende år tager vi flere skridt på vejen mod slutmålet i 2025, hvor alt soja skal være verificeret og afskovningsfrit produceret.”

Arbejder for en fælles europæisk løsning

Hvert år importerer Danmark cirka 1,7 millioner tons soja, hvilket svarer til mindre end én procent af den globale sojaproduktion. Derimod står EU-landene for cirka 10 procent af den totale sojaproduktion. Derfor mener DLG også at det er afgørende, at der sættes europæiske mål, som vil fremme produktionen af mere verificeret og afskovningsfri soja i fremtiden.

”I DLG går vi forrest ved at sætte konkrete mål for en mere bæredygtig sojaproduktion, og vi vil bruge vores styrke, som et af Europas førende landbrugsselskaber, til at arbejde for fælles europæiske løsninger på det her område,” siger Jesper Westmark Andersen, og slutter:

”Det er vigtigt at Danmark viser vejen for en mere bæredygtig produktion af soja. På den måde kan vi også skubbe andre europæiske lande i en grønnere retning. Hvis vi skaber en større efterspørgsel på verificeret afskovningsfri soja, vil udbuddet også regulere sig hurtigere.”

Fakta:

  • Hvert år importerer Danmark ca. 1,7 millioner ton sojaskrå, hvilket svarer til ca. 0,7 procent af den globale sojaproduktion.
  • DLG importerer hvert år 900.000 tons sojaskrå, som hovedsageligt bliver losset på Aarhus Havn.
  • I 2025 vil al DLG´s import af soja være verificeret og afskovningsfrit produceret.
  • Frem mod slutmålet i 2025 har DLG sat sig nogle delmål:
    2021: 20 procent af sojaimporten skal være verificeret og afskovningsfrit produceret
    2022: 40 procent af sojaimporten skal være verificeret og afskovningsfrit produceret
    2023: 60 procent af sojaimporten skal være verificeret og afskovningsfrit produceret
    2024: 80 procent af sojaimporten skal være verificeret og afskovningsfrit produceret