Kontakt os
DLG’s Group CFO fylder 40 år
Om DLG / Presse / Nyheder
27. april 2023

DLG’s Group CFO fylder 40 år

Selvom der altid har været fart på Christina Nielsen, så var det ikke en barnedrøm, at hun skulle gøre lynkarriere i revisionsbranchen og i løbet af mindre end to årtier arbejde sig op fra en stilling som revisionsassistent til i dag at være Group CFO i en af Danmarks største virksomheder. Det er ikke desto mindre, hvad hun har gjort.

Egentlig drømte Christina Nielsen om at blive bygningsingeniør eller læse jura, mens moderen mente, at hun skulle uddanne sig til optiker. Det blev dog en underviser på den 1-årige HHX, som hun tog efter endt studentereksamen, der sporede hende ind på karrierevejen, da han åbnede hendes øjne for erhvervsøkonomi og revisorfaget. I 2003 startede hun som revisorassistent i Deloitte, i 2009 blev hun cand.merc.aud. fra Copenhagen Business School, og i 2013 blev hun statsautoriseret revisor.

I de mellemliggende år arbejdede hun sig op ad karrierestigen i Deloitte, hvor hun i 2014 blev udnævnt til Senior Manager og kom på Berlingske Talent 100-liste. Her blev hun af en af revionshusets partnere beskrevet som ”en fagligt skarp profil, som i en ung alder har præsteret mere end de fleste og står på tærsklen til en stor fremtid.”

Som revisor og rådgiver i Deloitte arbejdede Christina Nielsen gennem mere end 10 år sammen med DLG, hvilket gav hende et indgående kendskab til koncernen, hvor der over årene blev formet tætte relationer. Det krævede derfor ikke megen betænkningstid, da hun i 2015 blev tilbudt en stilling som koncerndirektør i DLG. I den rolle var hun med til at professionalisere DLG-koncernens økonomi- og regnskabsfunktion, hvor hun blandt andet stod i spidsen for et tættere samarbejde mellem økonomi og forretningen, samt på tværs af selskaber og lande i DLG-koncernen. Det gav hende et bredt netværk i koncernen, hvor hun blev anerkendt for de stærke resultater, hun leverede.

Da hendes første barn i slutningen af 2019 meldte sin ankomst, faldt det sammen med DLG’s forestående flytning fra København til Fredericia, og Christina Nielsen valgte at stoppe i DLG for at hellige sig familien og bestyrelsesarbejde i en periode. Kort efter hendes andet barn kom til verden i foråret 2021, fik hun muligheden for at vende tilbage til DLG, denne gang som Group CFO. Det tilbud takkede hun ja til, og siden oktober 2021 har der igen stået DLG på visitkortet.

Selvom compliance, økonomi og tal naturligt fylder en del for en Group CFO har Christina Nielsen også ansvaret for IT og digitalisering, som er områder, der spiller en stadig større rolle. Det samme gør bæredygtighed, hvor både rapporteringsdelen og den bæredygtige forretningsudvikling optager fødselaren.

I barndomshjemmet i Hedehusene var det ofte politik og sociale forhold, der blev drøftet hen over middagsbordet. Forældrene, der begge er urmagere, har sendt deres børn ud i verden med en bevidsthed om, at der skal være lige muligheder for alle. Det er noget, Christina har taget med sig ind i sit arbejdsliv, hvor hun også er drevet af at sikre diversitet og inklusion i en ellers traditionel branche.

I en travl hverdag er fritiden helliget familien, der foruden hendes mand, Dan, og de fælles børn også tæller en bonussøn. Tiden tilbringer de gerne sammen ude i den friske luft eller samlet over den fælles passion for at bygge med legoklodser.

Den runde fødselsdag fejres under private former.