15. april 2015
Indvier nyrenoveret Fodermix
Fodermix i Sverige har fået en gennemgribende renovering, der sikrer en fortsat høj produktkvalitet, en mere lønsom produktion og minimering af salmonellarisiko.
Med en investering på 2 mio. euro hæver Fodermix produktkvaliteten og minimerer risikoen for salmonella. Desuden er effektiviteten hævet, og fabrikken er blevet bedre funderet - helt bogstaveligt - i det svenske grundfjeld. Dertil kommer, at administrationen er renoveret, så de 12 medarbejdere har bedre vilkår. Da Fodermix blev en del af DLG-koncernen i 2003, var der halvt så mange medarbejdere, og produktionen var også kun det halve.
Investeringen i Fodermix, der er ejet 50:50 af Vitfoss og Svenska Foder, var nødvendig, fordi Fodermix havde nået loftet for produktionskapaciteten på godt 25.000 tons. Der blev produceret i døgndrift, men ikke på den mest lønsomme måde. Nu kan Fodermix producere 35.000 tons om året.
- Vi er samlet i dag for at markere afslutningen på en stor investering i Fodermix, men vi er også samlet for at fejre og markere en fantastisk udvikling, der er skabt på baggrund af et fantastisk samarbejde og teamwork, sagde Jacob Holm, koncerndirektør i DLG med ansvar for Vilofoss-gruppen. Han fortsatte:
- De flotte resultater er opnået i et godt og klogt samarbejde med Svenska Foder, men det er først og fremmest opnået gennem et fantastiks godt teamarbejde her hos jer i Fodermix. I er en lille, meget lean organisation, der sammen kæmper for at opnå gode, kundeorienterede resultater. I gør det forbilledligt.
Fodermix har stået for en rigtig flot udvikling siden overtagelsen i 2003. Virksomheden har en stærk markedsposition som leverandør til hjemmeblandere - alt imens der er et vigende marked for produktionen af grise i Sverige. Derudover betyder det tætte samarbejde med Svenska Foder meget for de flotte resultater.
Om Fodermix
Fodermix er en del af DLG-koncernen og indgår i Vilofoss-gruppen, der favner koncernens premix- og mineralaktiviteter. Fodermix, der er ejet 50:50 af Svenska Foder og Vitfoss, ligger i Vara syd for Lidköping og har 12 medarbejdere.