Kontakt os
Frankrigs landbrugs- og fødevareminister indvier Vilofoss og DLG's topmoderne kvægmineralfabrik i Frankrig
Om DLG / Presse / Nyheder
12. september 2018

DLG indvier topmoderne kvægmineralfabrik i Frankrig

Frankrigs landbrugs- og fødevareminister har netop indviet Vilofoss’ nye kvægmineralfabrik Questmin. Sammen med partneren den store franske landbrugskoncern Agrial, forventer Vilofoss, at fabrikken på tre år vil stå for hele 20% af kvægmineralproduktionen på det franske marked med en kapacitet på over 50.000 tons årligt.

Hvad, der startede som plantegninger og et 50-50 joint venture mellem den franske landbrugskoncern Agrial og DLG’s datterselskab Vilofoss, er nu blevet til det officielle klip i snoren. Kvægmineralfabrikken ’Ouestmin’ i Frankrig producerer allerede på næsten højeste kapacitet. 

”Vi er utrolig stolte af vores nye fabrik, Ouestmin, som vi netop har indviet sammen med den franske landbrugs- og fødevareminister og vores stærke samarbejdspartner Agrial. Det er meget glædeligt, at DLG og Vilofoss’ fodfæste i Frankrig er øget betragteligt. Fabrikken er den mest moderne af sin slags i Europa, derfor har vi selvfølgelig høje forventninger til produktionen og det store franske marked, som ofte bliver betegnet som Europas vigtigste landbrugsland,” siger koncerndirektør i Vilofoss Jacob Holm. 


Med til indvielsen af den nye Ouestmin-fkvægmineralfabrik var koncernchef for Agrial, Arnaud Degoulet (tv.), Frankrigs landbrugs- og fødevareminister, Stéphane Travert, som klipper snoren, og koncerndirektør for Vilofoss, Jacob Holm.

DLG og Agrial har sammen investeret 11. mio. euro (82 mio. kr.) i Ouestmin-fabrikken, der er Europas mest moderne vitamin- og mineralfabrik. Fabrikken bruger 60% mindre energi sammenlignet med en almindelig mineralfabrik. Den lever derfor op til DLG’s mål om moderne produktion med lavere energiforbrug.
Ouestmin skal fungere som hovedleverandør af kvægmineraler til Normandiet og Bretagne, som er et af de vigtigste områder for Frankrigs mejeriindustri, og hvor
Agrial har betydelige markedsandele. 

DLG-koncernen har for nylig samlet alle sine datterselskaber i forretningsområdet Vitaminer & Mineraler under ét brand: Vilofoss. Det drejer sig om Vitfoss (Danmark), Calcialiment (Frankrig), Deutsche Vilomix (Tyskland) og Fodermix (Sverige), som fremadrettet alle vil hedde Vilofoss. Selskabet er med en omsætning på 390 mio. euro blandt de største aktører på det europæiske marked for vitaminer og mineraler til husdyrproduktion, og er blandt de bedst indtjenende forretningsområder i DLG-koncernen. 

Questmin kvægmineralfabrik Frankrig

Om DLG og Agrial
DLG er et af Europas største grovvareselskaber med aktiviteter i 18 lande og 6.300 medarbejdere. I 2017 havde DLG en omsætning på 49,1 mia. kr. og er derfor én af Danmarks største virksomheder målt på omsætning. 

Agrial er et af Frankrigs største andelsselskaber indenfor grovvare- og fødevareproduktion med en omsætning på knap 41 mia. kr. (5,5 mia. euro) i 2017.
I 2015 startede de to landbrugskoncerner et strategisk partnerskab.