Kontakt os
DLG leverer solidt halvårsregnskab
Om DLG / Presse / Nyheder
15. august 2019

DLG leverer solidt halvårsregnskab

DLG-koncernen realiserer et solidt halvårsregnskab på trods af efterdønningerne fra tørken i høst 2018. Grovvarekoncernen forventer en god dansk høst 2019, men afventer et mere samlet billede fra koncernens hovedmarkeder.

På trods af de afledte effekter af den historiske tørke i 2018 kommer DLG-koncernen i 2019
ud med et af selskabets bedste halvårsregnskaber.

Driftsresultat (EBITDA) blev på 594 mio. kr., mens resultatet før skat blev på 151 mio. kr.
Omsætningen på 24,5 mia. kr. er på niveau med første halvår 2018. Koncernen styrkede
samtidig de finansielle nøgletal.

De afledte effekter fra sidste års tørkeramte høst betød i første halvår 2019 en mindre
kornhandel på 600 mio. kr. end forventet. Effekterne blev dog til dels opvejet af en samlet
salgsfremgang af råvarer og færdigfoder på koncernens tre hovedmarkeder i Danmark,
Tyskland og Sverige. Tallene rummer bl.a. en 7% fremgang i kvægfodersalget og en 11%
fremgang indenfor råvarer. Koncernens forarbejdning af raps og salg af raffineret olie har
ligeledes præsteret en meget tilfredsstillende indtjeningsfremgang. Desuden har DLG’s store
tyske datterselskab Team AG haft en øget omsætning på 600 mio. kr. og realiseret et
driftsresultat på 186 mio. kr., svarende til en indtjeningsfremgang på 10% ift. første halvår
2018.

Koncernchef Kristian Hundebøll er tilfreds med halvårsregnskabet:
”Vi er tilfredse med halvårsregnskabet, der endnu engang viser robustheden i vores
forretning. Efter et vanskeligt år med negative afledte effekter af sidste års høst, så har især
vores større salg af færdigfoder og råvarer, sammenholdt med en markant
indtjeningsfremgang i vores tyske energiforretning, virkelig trukket op,”
siger Kristian Hundebøll.

Gode finansielle nøgletal
Med udgangspunkt i historisk gode finansielle nøgletal sammenholdt med et styrket
finansieringsberedskab på 1,9 mia. kr. via en succesfuld udstedelse af tyske Schuldscheinobligationer,
står DLG-koncernen godt rustet til fremtiden.

"Vores målrettede arbejde med både at strømline forretningen og forbedre koncernens
finansielle nøgletal har båret frugt. Med et styrket likviditetsberedskab står vi rigtig godt
rustet til at kunne videreudvikle vores kerneforretning og herigennem skabe værdi til vores
ejere,” siger Kristian Hundebøll.

Tegner til god høst
Afgrøderne står generelt flot, og selvom det er for tidligt at spå om det endelige resultat, er
der udsigt til en god høst i år – i hvert fald i det nordlige Europa.

”Billedet i Danmark, Sverige og Nordtyskland ser positivt ud, mens de østlige dele af
Tyskland ser ud til at få en noget mindre høst end forventet. Vi kan derfor først drage den
endelige konklusion om vores forventninger til årsresultatet for 2019, når vi når længere ind i
høsten,” siger Kristian Hundebøll. 

NØGLETAL for DLG-koncernen pr. 30/6 2019  (tal fra halvårsregnskabet 2018)
 Omsætning, mia. kr.  24,5 (24,3) 
 Driftsresultat (EBITDA), mio. kr.  594 (611) 
 Resultat før skat (EBT), mio. kr.  151 (159)
 Koncernresultat, mio. kr.  93 (100) 
 Egenkapital, mia. kr.  5,6 (5,3)