5. maj 2025
Minister for Grøn Trepart så på muligheder for, hvordan innovation, teknologi og planteforædling kan bidrage til grøn vækst
Sejet Planteforædling havde mandag besøg af minister Jeppe Bruus, så han ved selvsyn kunne se, hvilke muligheder der er for at bruge teknologi i planteforædling, så vi i fremtiden kan få mere ud af den jord, der dyrkes på i Danmark.
Solen skinnede højt over markerne ned til Horsens Fjord, da Minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus, blev budt velkommen på Sejet Planteforædling, en virksomhed DLG Group ejer sammen med Novo Holdings A/S.
Spørgsmålet om, hvordan vi i fremtiden skal forsyne en voksende verdensbefolkning på stadig mindre plads, er mere aktuelt end nogensinde. DLG Group er stolte af at være en del af løsningen gennem innovation og planteforædling. Christoffer Hage, vicekoncerndirektør for planteavl, siger,
”Det er vigtigt for os løbende at hjælpe med at forbedre landmandens driftsøkonomi, og det tager DLG og Sejet Planteforædling et ansvar for, sådan at vi er godt rustet til fremtiden. Det gælder også arbejdet med den grønne trepart, for landbruget skal lykkes med at effektivisere driften for at opnå de grønne mål. Her spiller Sejet Planteforædling en nøglerolle.
Planteforædling har historisk været en hjørnesten i dansk landbrug, Sejet Planteforædling har siden 1947 arbejdet målrettet på at forædle fremtidens planter til både dyr og mennesker. Birger Eriksen, direktør for Sejet Planteforædling udtaler,
”Tiden er moden til gøre brug af de nye teknologier. Det gælder især indenfor DNA og NGT, for genetik kan låse op for en masse nye muligheder. Vi på Sejet Planteforædling kan hjælpe med at skabe fremtidens robuste afgrøder, der skal være en del af fundamentet for at landmændene kan lykkes med den grønne omstilling.”
Minister Jeppe Bruus' besøg gav anledning til spændende drøftelser om, hvordan vi i fællesskab kan skabe vækst i landbruget og sikre et solidt råvaregrundlag for fremtidige generationer. DLG ser frem til et tæt samarbejde og fælles indsats for at skabe en bæredygtig og sikker fødevareforsyning.