Kontakt os
DLPI og VikingDanmark går sammen om en indsamlingsordning for plastemballage og landbrugsplast
Om DLG / Presse / Nyheder
10. september 2025

DLPI og VikingDanmark går sammen om en indsamlingsordning for plastemballage og landbrugsplast

Hos DLG er vi en del af DLPI – Dansk LandbrugsPlast Indsamling – som arbejder for en effektiv og ansvarlig håndtering af plast i landbruget.

DLPI har indgået et samarbejde med Viking Danmark og deres leverandører, hvor vi sammen har skabt en fælles løsning for indsamling og genanvendelse af plast i landbruget.

Hvert år bruger danske landmænd omkring 12.000–15.000 ton plast – især ensilage- og wrapfolier, bigbags, plastsække og dunke. For at leve op til de kommende krav om, at 50 % af plasten skal genanvendes i 2025 og 80 % i 2030, er der behov for en samlet brancheindsats. DLG's Jakob Helm Larsen er bestyrelsesformand for DLPI og udtaler i en pressemeddelelse:

”I DLPI har vi et klart mål om at udvikle en indsamlingsløsning, der både kan håndtere indsamling af ensilage- og wrapfolier samt emballager hos landmanden og virksomheder i branchen. Jeg er derfor rigtig glad for, at VikingDanmark, med deres kompetencer og løsninger, melder sig ind i DLPI. Sammen lancerer vi én samlet brancheløsning, hvor vi udnytter synergierne og de kompetencer, vi hver især bringer til bordet. Én fælles løsning, som er skabt i og for landbruget, gør det nemt og effektivt for landmænd og virksomheder, at tage ansvar for udsortering af plast og emballage.”

 

Landbrugsplast (folier og wrap)

Allerede nu er det muligt at bestille afhentning af brugte ensilage- og wrapfolier direkte på bedriften. Ordningen er frivillig, men giver en praktisk og miljøvenlig løsning, der gør det lettere at sikre korrekt udsortering og genanvendelse. Se priser og vilkår for indsamlingen af landbrugsplast her.

 

Bigbags og dunke

Fra den 1. oktober træder nye regler i kraft: Alle virksomheder i Danmark, der bringer emballager i omløb, får det økonomiske og administrative ansvar for korrekt håndtering af emballagerne, når de bliver til affald.

DLPI-samarbejdet er etableret for at hjælpe branchen med at løfte dette ansvar i fællesskab. Derfor har vi brug for, at din virksomhed tilkendegiver interesse for at indgå i den kommende ordning for indsamling af emballager – herunder bigbags, dunke og plastsække.

Du kan læse mere her.

 

DLPI - Hvorfor?

DLPI fungerer som en non-profit brancheløsning, der samler landbruget, virksomheder og leverandører i én platform. Samarbejdet omkring DLPI gør det muligt at skabe gennemsigtighed i hele værdikæden og give både landbruget og leverandører et konkret værktøj til, at tage ansvar for plast og emballager.

Vi er stolte af at være en del af DLPI-samarbejdet – som skal være med til at bane vejen for en korrekt og effektiv håndtering af plast i landbruget.