8. januar 2015
Equsana bliver mere international
Trods en kriseramt hestesektor vækster DLG's hestefoderbrand Equsana på de internationale markeder - Island og Finland står på spring. Som Danmarks største hestefoderbrand er det naturligt at kigge mod de internationale markeder. Med henvendelser fra forhandlere fra både Island og Finland bliver Equsana nu for alvor en aktør på den internationale scene for hestefoder.
"Udvalgte Equsana-produkter forhandles allerede i Sverige via Svenske Foders forhandlere og egne Djur & Natur-butikker. Det er således et naturligt næste skridt at udvide eksporten til interesserede forhandlere fra andre nordiske lande," fortæller markedschef Jacob Jessen fra Equsana.
Finsk interesse i Frankrig
Hele Equsana-paletten introduceres til det finske marked via en finsk agent. Den finske interesse blev skabt umiddelbart efter, at VM i Frankrig var afholdt i september 2014, hvor Equsana blev profileret som officiel WM-partner.
"Vi kan se, der er et godt marked for kvalitetshestefoder i mellemprisklassen - og især vores specialprodukter som Iceland (særligt fuldfoder til islandske heste), Recover (fuldfoder til heste under sygdom) og Flakes-serien som er en unik kombination af müsli og piller, gør Equsana til en interessant spiller internationalt," fortæller underdirektør Erik Dalsro Jørgensen, som glæder sig over de internationale fremtidsudsigter i spidsen for Equsana-divisionen.
Følg Equsana på www.equsana.dk eller www.facebook.com/equsana