Kontakt os
Rejsegilde på kæmpe DLG kornhal på Masnedø
Om DLG / Presse / Nyheder
9. maj 2018

Rejsegilde på kæmpe DLG kornhal på Masnedø

Onsdag den 9. maj blev der holdt rejsegilde på første etape af DLG’s enorme kornhal på Masnedø med plads til 150.000 tons afgrøder. Det bliver DLG’s største og mest moderne lagerfacilitet for korn i Danmark, og kornhallen kan allerede tages i brug til den kommende høst.
Landmænd på Lolland-Falster og Sjælland vil blive bedre stillet efter den store havneudvidelse på Masnedø. Sammen med Vordingborg Kommune har DLG i samarbejde med handelsselskabet Copenhagen Merchants investeret 300 millioner kr. i nye havnefaciliteter, der øger lagerkapaciteten fra de nuværende 40.000 tons til i alt 150.000 tons. 

”Vi glæder os rigtig meget til at tage anlægget på Masnedø i brug. Når det hele er færdigt kan vi tage 1.000 tons korn ind i timen, og vi kan ligeledes laste 1.000 tons pr. time. Det svarer til et lastbiltræk hver 3-4 min. Vi kan allerede bruge kornhallen i den kommende høst, og de efterfølgende faser afsluttes løbende henover efteråret, så hele anlægget er færdigt ultimo 2018,” siger detaildirektør i DLG Øst, Knud Rasmussen.   

Styrker landbruget
Masnedø bliver DLG-koncernens største lager med forbedrede muligheder for avanceret lagring, tørring og sortering af korn, og det vil øge mulighederne for at afsætte danske landmænds afgrøder på de internationale markeder. Vicekoncerndirektør for Produktion & Logistik i DLG, Vagn Hundebøll, siger:

”Havneudvidelsen vil gavne både landbrugets konkurrenceevne og DLG. Investeringen er et vigtigt skridt for DLG og en meget positiv udvikling for Sydsjælland. Landbruget får en ekstra udskibningshavn på Sjælland for afgrøder til verdensmarkedet og for modtagelse af råvarer til det danske marked. I DLG sænker vi samtidig vores transportomkostninger væsentligt, hvilket kommer vores landbrugskunder til gode.”
 
Vordingborg Kommunes investering i udbygningen af havnen betyder desuden, at havnen kan modtage skibe på op til 60.000 tons for dellastning i stedet for de nuværende 5.000-7.000 tons skibe. Samtidig giver de nye havnefaciliteter mulighed for langt hurtigere lastning og losning.
 

Masnedø

Fra rejsegildet på DLG’s nye hal i Masnedø ses fra venstre detaildirektør i DLG Øst, Knud Rasmussen, bestyrelsesformand Copenhagen Merchants, Torben Christensen, vicekoncerndirektør for Produktion & Logistik i DLG, Vagn Hundebøll, vicekoncerndirektør for afgrøder i DLG, Mogens Frederiksen og Simon Rodian Christensen, Copenhagen Merchants, CEO Terminals/Trading.