Kontakt os
DANÆG satte omsætningsrekord i 2019
Om DLG / Presse / Nyheder
4. marts 2020

DANÆG satte omsætningsrekord i 2019

Trods stor volatilitet på markedet kommer DANÆG ud af 2019 med en omsætning på mere end 1,3 mia. kr. Det er den største omsætning i fødevarekoncernens 125 år lange historie, der sender 14,5 mio. kr. tilbage til de 65 danske og svenske andelshavere.

DANÆG-koncernens omsætning steg i 2019 med 30 mio. kr. til mere end 1,3 mia. kr. Det er rekord for fødevarekoncernen, der også rundede en milepæl med en volumen der for første omgang nåede over 100.000 tons – svarende til 1,6 mia. æg. Resultat før skat (EBT) lander på 41 mio. kr., hvilket er et fald i forhold til rekordåret 2018. 

”Grundlæggende kan 2019 beskrives fra to forskellige vinkler. På den ene side har koncernen og koncernens selskaber fortsat en positiv udvikling i forhold til optimering og effektivisering af vores daglige drift, hvilket klart har styrket vores samlede konkurrencekraft og vi har øget vores omsætning. På den anden side har stor volatilitet på det nordiske ægmarked medført et stort prispres, som påvirker vores resultat. Alt i alt kommer vi ud af året med et tilfredsstillende resultat. Det vidner om stabilitet og en DANÆG-koncern, der følger den fastlagte retning i vores koncernstrategi,” siger koncernchefen Jann Dollerup Vig Jensen.

Et af målene i koncernstrategien ”Ready for the next level” er netop at hæve omsætningen, hvilket koncernen har gjort kontinuerligt de seneste fem år. 

”Vi arbejder dagligt på at styrke vores samlede konkurrencekraft, og med den lange række af optimerings- og effektiviseringstiltag, der er gennemført i koncernens selskaber i de senere år, er koncernens helt store fokus nu at øge vores afsætning. Det er derfor glædeligt, at omsætning nu for første gang er kommet over 1,3 mia. kr., og vi har målrettede planer om at løfte både top- og bundlinje yderligere i de kommende år”, siger koncernchefen. 

Innovation er et nøgleord i DANÆG, som løbende arbejder på at udvide produktporteføljen ved bl.a. at etablere samarbejde med andre fødevareproducenter. Som et led i den strategi lancerede DANÆG i 2019 en serie af økologiske mayonnaiser, som er udviklet i samarbejde med Nordisk Tang.

Foruden innovation vil DANÆG øge salget via samarbejde med koncernens nuværende kunder samtidig med at koncernen vil fortsætte flere års positiv udvikling med tilgang af nye kunder.

”Vi oplever en øget efterspørgsel efter vores produkter – både skalæg og forædlede ægprodukter – særligt på eksportmarkederne, hvor kunderne i stigende omfang er villige til at betale for kvalitetsprodukter og fødevaresikkerhed. Generelt må vi sige, at eksporten i stigende grad bidrager positivt til koncernens udvikling, mens vi fortsat oplever et meget stort prispres på vores nordiske hjemmemarkeder, hvor marginerne ofte er ganske små”, uddyber Jann Dollerup Vig Jensen.

Det nordiske ægmarked har generelt været i under pres i 2019, hvor markedsbalancen for æg har været påvirket af efterdønningerne fra den store konvertering fra buræg til alternative produktionsformer i Danmark, øget konkurrence fra import af udenlandske æg på det danske detailmarked, samt betydelige forskydninger i samarbejdet mellem større ægproducenter og udvalgte pakkerier i Sverige. Alle disse elementer påvirkede udviklingen i 2019 – og forventes også at have en effekt på markedssituationen i 2020.

”2020 bliver endnu et år, hvor vi fortsætter den fastlagte strategi. Vores strategiske prioriteter er derfor allerede lagt og er under fuld implementering her i starten af det nye år. I denne forbindelse kan det bl.a. nævnes, at flere nye og innovative produkter er på vej, samtidig med at vi styrker vores produktion via en række større investeringer. Vi forventer derfor, at 2020 vil bidrage til en yderligere styrkelse af koncernens forretning – herunder fastholdelse og udvikling af vores position som markedsledende i Norden,” siger Jann Dollerup.

Som en positiv effekt af årets resultat har generalforsamlingen i DANÆG Holding A/S valgt at udlodde udbytte til sine ejere, DANÆG amba og DLG Amba. I forlængelse heraf har DANÆG amba valgt at udlodde i alt 14,5 mio. kr. til sine danske og svenske andelshavere.

Nøgletal for DANÆG-koncernen 2019 2018 2017
 Omsætning, mio. kr.   1.308  1.278  1.219
 Primær drift (EBIT), mio. kr.  42  51  43
 Resultat før skat (EBT), mio. kr.  41  51  40
 Årets resultat (EAT), mio. kr.  33  40  31
 Egenkapital, mio. kr.  200  209  203
 Soliditetsgrad, %   47,7  50,0  50,1
 Egenkapitalens forrentning, %  16,1  19,4  15,1