Kontakt os
Foder / Kvæg
1. maj 2021

Græs med højt sukkerindhold

Udfordringer knyttet til kombinationen af lavt proteinindhold og helt usædvanlig højt sukkerindhold i 1. slæt græs fra 2020 har strakt sig over hele den efterfølgende fodringssæson. Enkelte har dog fået sig en stor ensileringsmæssig forskrækkelse, og der har være nogle generelle fodringsmæssige udfordringer, som vi skal lære at komme i forkøbet.

Af Dorte Bossen, Fodringskonsulent

Højt sukkerindhold i græs

Opgørelser fra SEGES (Fisker og Frandsen, 2020) viser at det gennemsnitlige sukkerindhold i kløvergræsensilagen 2020 var usædvanligt højt med 12,1% af tørstof i gennemsnit; se figur 1. Flere bedrifter har høstet græs med mere end 20% restsukker efter ensilering. Det smittede positivt af på fordøjeligheden af organisk stof som i gennemsnit lå på 80,3 % (Figur 2). Den høje fordøjelighed skabte grundlag for en stor grovfoderandel i rationer til malkekøer – men ikke alle steder er det gået helt gnidningsfrit.

Kløvergræs - udvikling i sukker  Kløvergræs - udvikling i organisk stof 
 

Ensileringsmæssige udfordringer

Udskridning i ensilagesiloHøjt sukkerindhold i græsset var forventet, men rettidige advarsler om ikke at lægge det sukkerrige græs højere op end 1,5 m nåede desværre ikke ud til alle. Derfor gav det nogle steder anledning til udskridning, med nedsat holdbarhed og stort spild til følge.

Der er blandt ensileringskyndige ikke klarhed over om det er sukkeret i sig selv, eller f.eks. kombinationen af sukker og lavt fiberindhold, der reelt er årsag til udskridning i ensilagestakke med sukkerrigt græs. Nogle mener at snitlængde og tørstofindhold også spiller en afgørende rolle.

Som forebyggelse mod udskridning anbefales højt tørstofindhold, lang snitlængde, behandling med stabliserende ensileringsmiddel og evt. reduceret pakningsgrad. Vil man bevidst undgå højt sukkerindhold, kan det kontrolleres på prøver af græs med en Brixmåler.

Fodringsmæssige udfordringer

Det høje sukkerindhold har ved fodring med græsensilage i mængder på 4-6 kg ts/ko/dag i nogle rationer løftet sukkerniveauet op i nærheden af 70 g/kg tørstof, hvor det har givet problemer med tynd gødning. Særligt problematisk er det selvfølgelig i rationer, der samtidig har et højt stivelsesindhold (220 g/kg tørstof eller derover). Kombinationen af højt sukker-stivelse kan altid – og bør – justeres til et niveau, der sikrer et sundt vommiljø og en god fedtprocent i mælken. Men det kræver, at man vælger en anden fodring end man plejer.

Kombinationen af lavt proteinindhold og højt sukkerindhold gav meget lave PBV-værdier i græsensilagen og nogle flere prøver er beregnet til at have en negativ PBV-værdi. Det er set i flere besætninger, at overgangen til fodring med 1. slæt græs har givet anledning til et ydelsesfald, selvom rationerne var stemt af med uændret indhold af næringsstoffer, sammenholdt med forrige plan. I nogle situationer var det både ydelse og foderoptagelse i kg tørstof, der faldt. Andre steder kun ydelsen. Fald i foderoptagelsen var i størrelsesordenen 0,5-1,5 kg ts/ko/dag. Grovfoder har en længere opholdstid i vommen end ørige fodermidler, og noget tyder på, at der i nogle situationer har været nedsat omsætning af foder i vommen, som følge af lavt PBV-indhold i alt grovfoder. Det er ikke ualmindeligt at møde fodringsmæssige udfordringer, som knytter sig til grovfoderet.

I takt med større besætninger er ensilagesiloerne også vokset, og noget tyder på, at variationen indenfor hver stak er blevet større. Det leder opmærksomheden hen på behov for nye analysestrategier, så vi er mere forberedt på effekten af de ændringer i fodringen, som kommer snigende i takt med udtagning fra en given silo.

Årsager til højt sukkerindhold i græsensilagen kan du læse mere om i en af nyhedsbrevets andre artikler.

Læs mere om grovfoder og ensilering her

Vil du vide mere? Kontakt din DLG-Salgskonsulent


Find din kvægkonsulent Kontakt kundecenter
Tilmeld nyhedsbreve og sms