Kontakt os
Foder / Kvæg
1. maj 2021

Grovfoderanalyser via DLG

Grovfoder udgør hovedparten af de fleste køers ration, og kendskab til kvaliteten af bedriftens grovfoder er en nødvendighed, hvis man vil sikre, at køer og opdræt forsynes med de rette næringsstoffer i den rette mængde. I DLG er grovfoderkvalitet ikke bare noget vi snakker om; vi hjælper også gerne vores kunder med at få prøverne bestilt og afhentet i samarbejde med Eurofins.

Af Dorte Bossen, Fodringskonsulent

Du kan bestille grovfoderanalyser hos DLG

Hvis det gør verden lidt nemmere for dig, kan du bestille dine grovfoderanalyser via DLG. I et samarbejde med Eurofins tilbyder DLG de mest almindelige analyser som NIRanalyse af græsensilage, helsæd, majshelsæd, analyser af wraphø og enkelte andre analyser.

Du kan bestille en prøve med udtagning eller du kan udtage prøven selv, f.eks. fra snitfladen af åbne stakke. Prisen er den samme. Prøven afhentes hos dig og opbevares på køl indtil den afleveres til analyse på Eurofins grovfoderlaboratorium i Ladelund, Brørup.

Vil du benytte denne service, skal du kontakte din DLG-Salgskonsulent, som sørger for at bringe din bestilling videre til Eurofins.

Overvejelser omkring udtagning af grovfoderprøver.

Et parti af græsensilage eller majshelsæd i en silo repræsenterer ofte det høstede udbytte på mange hektar græsareal. Selvom man ved ensilering lægger afgrøden ind i tynde lag, er siloerne mange steder så store at den høstede afgrøde fra en given mark ikke danner et lag på hele siloens flade. Derfor er det faktisk umuligt at udtage en repræsentativ prøve af sådan et stort parti grovfoder.

Analysér hvert slæt græs for sig

Vi anbefaler, at man som minimum tager analyser af hvert enkelt slæt græs. Græsanalyserne kan udtages tre uger efter ensilering, eller når plastikken trækkes af for at lægge et nyt slæt ovenpå. Nogle steder i landet praktiserer man fortsat udtagning af prøver på tværs af slæt i en silo. Udtagning af blandede prøver på samme tid kan afvige markant fra et vægtet gennemsnit af analyser af individuelle slæt. Det oplever man jævnligt, især hvis der er stor forskel i tørstofindholdet mellem de enkelte slæt. En analyse af blandede slæt udelukker desuden muligheden for at korrigere for, at de enkelte slæt sjældent er lagt ind i samme højde i begge ender af lange siloer. Har man en prøve af de enkelte slæt kan forholdet mellem dem løbende justeres, så det afspejler den reelle fodring i modsætning til samleprøven, der nærmest kun bestiller udtagningen.

Flere fordele ved kontinuerlig udtagning af opfølgningsanalyser

I store partier af græs- eller majsensilage er det også en god ide at få udtaget og analyseret prøver fra snitfladen hver eller hver anden måned. På den måde kan man opdage ændringer og justere rationen på basis af den reelle grovfoderkvalitet. Ved høst og ensilering af majs kan forskellige marker og sorter som regel heller ikke fordeles lige i siloen, og det kan give markante systematiske forskelle af væsentlig betydning i både tørstof og stivelsesindhold i køernes ration. I en i forvejen stivelsesrig ration kan +/- 5 procent stivelse i majsensilagen være afgørende for om totalrationen fungerer.

Læs mere om grovfoder og ensilering her

Hvis du kender kvaliteten af dit grovfoder, er det nemmere for os at finde de tilskudsfoderløsninger, der passer til den fodring, du ønsker. Derfor er du altid velkommen til at kontakte din DLG-konsulent, hvis du ønsker at bestille analyser via DLG.

Find din kvægkonsulent Kontakt kundecenter
Tilmeld nyhedsbreve og sms