Kontakt os
Foder / Kvæg
14. marts 2023

Skal du tage 6 slæt græs i år?

Tiden er inde til at lægge sidste hånd på årets strategi for slæt og ensilering af græs og grønne afgrøder.

De høje priser på foderprotein bevirker, at vi fortsat skal forbedre proteinudbyttet. Det er også nødvendigt at arbejde målrettet mod en høj fordøjelighed i det høstede græs. Sidst, men ikke mindst, lægger Arlas afregningsmodel for bæredygtighed op til øget fokus på effektiv ensilering og mindre spild fra mark til foderbord.

Kan det 6. slæt betale sig?

Slæt-strategien bør sigte efter at øge udbyttet af råprotein pr. ha i græsensilage med høj fordøjelighed. Gennem en årrække har 5 slæt været den økonomisk optimale strategi.

Mange steder er der stadig et potentiale i at optimere på en strategi med 5 slæt – f.eks. ved at prioritere de sene slæt med høj fordøjelighed og højt proteinindhold til køerne, mens 3. slæt med moderat proteinindhold ensileres til kvierne. Man skal dog ikke være blind for, at flere slæt giver flere FE og mere råprotein.

Med 6 slæt høstes græsset på et tidligere tidspunkt og har derfor et højere proteinindhold pr. kg tørstof. Samtidig opnås typisk en højere fordøjelighed. Den enkelte FE bliver dog også dyrere.

Om det 6. slæt er relevant for dig, afhænger af dine forventninger til ydelse, foder- og mælkepris i 2023.

Vær omhyggelig med ensileringen

Skal de sene slæt bruges til malkende køer er det vigtigt at sikre en effektiv ensilering – omend græsset snittes med lavt tørstofindhold.

Med reduceret snitlængde og tilsætning af ensileringsmiddel kan ensilering af de sene slæt optimeres, ligesom risici for varmedannelse og spild kan mindskes. Du kan læse mere om DLG’s ensileringsmidler her.

Husk også, at du kan bestille udtagning og analyse af grovfoderprøver via DLG. Vi anbefaler at undgå analyse af samleprøver på tværs af slet, men i stedet at de enkelte slæt af græs analyseres hver for sig.

Har du spørgsmål til græsblandinger, gødning eller ensileringsmiddel til græs er du mere end velkommen til at kontakte din DLG-salgskonsulent. Husk at du – som kunde hos DLG – også kan gøre brug af DLF’s græskonsulenter, hvis der er behov for en særlig grundig faglig sparring. Kontakten sker via din DLG-salgskonsulent.