Kontakt os
DLG udbetaler 108 mio. kr. til ejerne
Om DLG / Presse / Nyheder
5. februar 2020

DLG udbetaler 108 mio. kr. til ejerne

DLG overskudsdeklarerer 108 mio. kr. til sine andelshavere og har dermed udloddet mere end en halv milliard kroner til danske landmænd over de seneste fem år.

Niels Dengsø Jensen, bestyrelsesformand i DLG, siger: 

”Vi overskudsdeklarerer i år 108 mio. kr. til vores ejere. Det svarer til en forrentning af andelskapitalen på 9%. De seneste fem år har vi overskudsdeklareret 550 millioner kroner til danske landmænd, hvilket vidner om DLG’s robusthed med solide underliggende selskaber og en stærk strategi, der virker,” siger bestyrelsesformand i DLG, Niels Dengsø Jensen.  
 

Stærk udenlandsk indtjening 

”Med vores strategi, Leading the Way 2021, har vi udbygget DLG’s position som et af Europas førende landbrugsselskaber. Strategien har været med til at gøre koncernen mere robust, muliggjort investeringer i kerneforretningen og sænket vores omkostninger betragteligt. Den flotte overskudsdeklarering er et udtryk for, at de seneste års målrettede indsats i koncernen har båret frugt,” siger Niels Dengsø Jensen og fortsætter:

”Vores internationale selskaber bidrager med størstedelen af koncernens indtjening, hvor særligt vores store energiforretning igen i år leverer et flot resultat. Det viser, at vores strategi om at kombinere forretningen på det stærke danske hjemmemarked med strategiske investeringer i udlandet er den rigtige. Samtidig med at vi udvikler vores internationale forretning fortsætter vi investeringerne i Danmark. I bestyrelsen har vi senest godkendt en investering på et trecifret millionbeløb i en ny Vilofoss vitamin- og mineralfabrik, der opføres i Brædstrup. Desuden satte vi i slutningen af januar en ny strategisk retning for DLG i Danmark, som skal sikre, at vores kunder i fremtiden får en endnu bedre kunde- og købsoplevelse. "
 

 Værdi gennem løsninger

”Vores ejeres loyalitet til deres andelsselskab er afhængig af, at vi til enhver tid kan give tilbyde dem markedets bedste produkter og løsninger. Derfor skal vi fortsat innovere og investere i vores forretning, og lige nu arbejder vi blandt andet på at skabe bæredygtige løsninger, der både kommer vores ejere, landbruget og verden omkring os til gavn. Det arbejde har allerede udmøntet sig i klimadeklarering af foder, som gør det lettere for landmændene at dokumentere deres klimaindsats,” siger Niels Dengsø Jensen.

Årsrapport 2023 DK
DLG i korte træk 2021