7. december 2015
Søren Villumsen er ny detaildirektør i DLG Vestjylland
Søren Villumsen, der har været i DLG i mere end 25 år – senest som ansvarlig for koncernens fjerkræaktiviteter – er udnævnt til ny detaildirektør i DLG Vestjylland, hvor han tiltræder den 1. januar.
Søren Villumsen, 56, bliver ny detaildirektør i DLG Vestjylland og overtager efter Niels Peter Olesen, 45, der har valgt at søge nye udfordringer uden for DLG-koncernen.
Søren Villumsen er en erfaren leder og et kendt ansigt i det vestjyske hos både kunder og kolleger, idet han i 1993-1999 var afdelingsdirektør i det, der dengang hed DLG Nordvest. Nu skal han igen være chef for et langt større og stærkere DLG i det vestjyske.
”Med Søren Villumsen ved roret i det vestjyske er vi sikre på, at DLG kan sikre fortsat udvikling og fremgang,” siger Ole Christensen, COO i DLG med ansvar for Grovvarer Danmark.
Søren Villumsen har en lang karriere i DLG bag sig. Siden årsskiftet har han været chef for DLG’s fjerkræorganisation, og tidligere har han bl.a. været direktør i Kongskilde, logistikdirektør i DLG, afdelingsdirektør i FAF (Fyn) og chef i DLG Nordvest.
Erfaringer fra de lederstillinger tager han med sig til Vestjylland, hvor DLG-organisationen er fokuseret på at være kundernes foretrukne samarbejdspartner og at skabe øget værdi på bedrifterne.
Det falder fint i tråd med Søren Villumsens store vilje og evner til at finde løsninger og skabe resultater. Han kan lide at få tingene til at ske, og han er meget optaget af at sætte kunden i centrum.
Søren Villumsen er gift og har tre voksne børn.