Kontakt os
Nabohandel er flyttet over på mobilen: Crop fremmer og formidler sikker nabohandel
Om DLG / Presse / Nyheder
22. oktober 2019

Nabohandel er flyttet over på mobilen

Traditionelt set har en nabohandel i landbruget bestået af et godt gammeldags håndtryk og en lap papir med meget lidt information om, hvad aftalen egentlig indeholder. Alligevel trives nabohandel i bedste velgående på trods af de mange potentielle problemer, der kan opstå mellem køber og sælger.

Mange nabohandler indeholder store risici for landmanden, og mange er bange for at brænde nallerne i en nabohandel. Tænk nu, hvis køber ikke kan betale for kornet. Eller sælger mener, der er aftalt en højere vandprocent, end køber forventer. Der er mange penge på spil, og ens omdømme i nabolaget kan tage skade.  

Læs artikel fra LandbrugsAvisen.

Nye handelsmuligheder
Én der kender en hel del til at handle med naboer og andre landmænd i omegnen er mælkeproducent Hans Jørgen Stougaard. Han driver en gård med 320 hektar planteavl og 300 Jersey malkekvæg på Fyn. I løbet af årets høst har han handlet størstedelen af sin høst gennem mobilappen Crop.  

"Crop har givet mig mange flere muligheder for at afsætte mit korn", fortæller fynboen, mens han kigger ud på en lille sø, hvor Jersey-køerne går og græsser omkring. Tidligere på året lancerede Crop den digitale handelsplatform, der gør det nemmere for landmænd at handle korn med hinanden. Her har Hans Jørgen fundet andre landmænd at handle med via appen.

"Det er nemt at finde nogle at handle med i app'en. Før kunne det være lidt svært at finde andre landmænd, men nu kan jeg finde flere, som er interesseret i at handle," siger Hans Jørgen. I skrivende stund er der over 25 landbrugsbedrifter – alene på Fyn – som har oprettet en bruger på Crops farmer to farmer platform. 

"Nogle gange er det meget nemmere at handle med andre landmænd, hvor det bare er kg til kg. Specielt hvis det er foderkorn," fortæller Hans Jørgen, som har handlet korn med andre landmænd i adskillige år, men som nu handler med naboerne digitalt. 

En ny digital æra
Omfanget af nabohandel skønnes til at være 550.000 tons i Danmark og forventes at stige de kommende år. I app'en kan landmanden oprette en kontrakt med en anden landmand, som indeholder kvalitet, pris og kvantum. Derudover kan landmanden også tilkøbe transport og dokumentere vejesedler, når leveringen finder sted. Løsningen fjerner således de risici og usikkerheder, som både køber og sælger kan opleve, når de skal indgå en aftale på mange tusinde kroner. 

Læs om nabohandel og Crop.